A-Camp Stockholm 2023

For 10. gang sender Autor et hold talenter til Stockholm for at møde ligesindede og få et skud musikvitaminer fra den svenske musikmetropol Stockholm.

Kom med på A-Camp Stockholm den 23-29. april 2023. Ni udvalgte Koda-medlemmer kommer afsted sammen for at co-write med svenske musikskabere og møde den svenske musikindustri. Deltagerne står på skuldrene af et netværk, som over ni forudgående omgange af A-Camp Stockholm kun bliver større og stærkere. Ansøg senest 20. februar.

A-Camp Stockholms danske deltagere 2022. Foto: Rasmus Fjeldsted

Tovholder Rasmus Fjeldsted fortæller om A-Camp Stockholm:

“Det unikke ved denne camp er, at det i princippet er ni camps i én. Alle rejser med individuelle ambitioner, men rejser sammen. Man skriver og arbejder på egne projekter eller til leads fra major labels. Alt sammen efter eget valg. Deltagerne udveksler erfaringer og læring og udbygger et effektivt netværk. Både med svenskere men i høj grad også med dem de rejser sammen med.”

Som deltager lander du i et tætpakket, velafprøvet og struktureret forløb, som på alle måder kan være lige præcis det løft eller den inspiration, der skal til for at komme ud over stepperne for den enkelte. Og så er Stockholm ikke længere væk, end man efterfølgende kan tage toget dertil på godt 5-6 timer eller flyve derop på én. Hvilket i øvrigt er noget langt over halvdelen af de tidligere deltagere siden har gjort. Jeg har med de mange afviklinger kun set ambitioner vokse og talenter få endnu mere blod på tanden ift. karriere og tro på at kunne lykkes med sine drømme inden for musikken,” fortæller Rasmus Fjeldsted.

Hvad kan du forvente?

Turen til Stockholm er din tur! Vi rejser sammen, men turen handler om dig, dit netværk, din sangskrivning og din udvikling som artist, producer eller sangskriver. Der er ingen forpligtigelser over for labels eller forlag, og alligevel arbejder vi med de bedste fra branchen. Med andre ord: Hvis materialet er der, er mulighederne uendelige.

Så vil du inspireres, bidrage og få nyt netværk og samtidig være med til at bygge videre på de gode resultater til dato, så søg denne camp. Stockholmerne glæder sig til, vi kommer igen!

Alle deltagere vil blive matchet bedst muligt efter stil og ønske med deltagerne i den svenske lejr. Vi bor på et fælles centralt hotel, hvor der vil være rigelig mulighed for at udveksle erfaringer fra dagens musikalske oplevelser og fra vores individuelle karrierer. Vi deltager kollektivt i keynotes og netværksarrangementer.

Fakta om a-Camp Stockholm

Tidspunkt: 23-29. april 2023.

Autor for Koda Kultur (Kodas Kulturelle Midler) afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, så du skal selv kun betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Deltagerprisen inkluderer: Tog til og fra Stockholm, hotel, indkvartering syv dage, kort til tunnelbanen syv dage, netværksmiddag, oplæg. Deltagerne afholder selv yderligere forplejning.

Eksempel på ugeprogram
Med forbehold for ændringer.

Søndag: Opstart og briefing
Mandag: Co-write kl. 10-16
Tirsdag: Co-write kl. 10-16
Onsdag: Co-write 10-16 / aften mulighed for livekoncert/social aktivitet
Torsdag: Co-write 10-16 / Socialt arrangement aften
Fredag: Dag: 2 x keynote / Aften: netværksmiddag med alle deltagere
Lørdag: Hjemrejsedag

A-Camp Stockholm arrangeres i samarbejde mellem Autor, Musicmakers Aps og GL Music Sweden.

Hvis du har yderligere spørgsmål, så skriv til projektleder Rasmus Fjeldsted på rasmus@musicmakers.dk.

Sådan søger du

Alle medlemmer af Koda kan ansøge.

Du logger ind med dit Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “A-Camp Stockholm”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen
  • Minibiografi/CV (pdf)
  • Tre af dine sange (vedhæft som mp3)
  • Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp.

Ansøgningsfrist: Mandag den 20. februar 2023 kl. 23.59.

Søg her