DJBFA for Koda Kultur har uddelt årets anden runde arbejdslegater til komponister og sangskrivere inden for et bredt felt af rytmiske genrer. 176 har modtaget støtte til at skabe ny musik.

Asbjørn Toftdahl Terkelsen (alias Asbjørn), Laura Toxværd, Anja Jacobsen, Loke Rahbek, Xenia Xamanek Lopez Petersen, Anders Mathiasen, Katrine Stochholm, Frederik Vedersø, Sune Pors Andersen, Martin Hall, Lasse Schjerning, Mika Svensson, Amalie Dahl – og mange andre danske komponister og sangskrivere – har netop fået tildelt et arbejdslegat fra DJBFA for Koda Kultur (Kodas kulturelle midler).

I tildelingen af arbejdslegater lægges der vægt på den kunstneriske kvalitet samt på en vis diversitet.

176 legater til støtte for skabelse af ny musik

Der er to årlige ansøgningsrunder til arbejdslegaterne, som DJBFA tilrettelægger, kuraterer og administrerer for midler fra Koda Kultur. I årets anden runde efter fristen 1. oktober 2021 modtog vi 364 ansøgninger, der søgte om i alt 13 mio. kr. Udvalget har haft ca. 2,7 mio. kr. at fordele.

I alt har 176 ansøgninger fået tilsagn, og legatmodtagerne har modtaget mellem 5.000 kr. (for bands, hvor flere medlemmer komponerer og får et legat) og 36.000 kr. (før skat). 151 ansøgninger har fået ordinært afslag. 37 ansøgninger er blevet afvist, fordi ansøgningsformål ikke passede til et arbejdslegat, der var væsentlige fejl i ansøgningen eller ansøger allerede havde modtaget arbejdslegat via DJBFA i år.

Arbejdslegaterne er støtte til den skabende del af det musikalske arbejde; en slags “komponistløn” til at skrive og komponere.

Ansøgningerne er blevet behandlet af et legatudvalg med komponister med ekspertise inden for forskellige genrer, nedsat af DJBFA’s bestyrelse. I år bestod udvalget af Victor Dybbroe, Anna Rosenkilde og Morten Alfred Høirup. Udvalget udskiftes årligt.

Se alle tildelingerne i denne runde her:

Arbejdslegater efter fristen 1. oktober 2021.

Næste ansøgningsfrist til arbejdslegat er 1. marts 2022 kl. 23.59.