Autor i byen: Morgensession med Marie Kildebæk og Janus Bagh
Autor fortsætter rækken af spændende oplæg for de morgenfriske – denne gang med to markante musikskabere, der har bevæget sig mellem mange roller i musiklivet. Onsdag den 1. oktober 2025 i Beat på Vesterbro gæster komponist og bassist Janus Bagh og vokalist, komponist og lyddesigner Marie Kildebæk, som begge giver indblik i, hvordan man kan bygge en karriere på tværs af genrer, projekter og formater.
Hvordan navigerer man i et arbejdsliv, hvor man både står på scenen med bandet Yör på Roskilde, Heartland og i Store Vega, leverer musik til DR-dokumentarer som Kvindefængslet, og samtidig arbejder som korsanger, teaterkomponist eller lyddesigner? Hvilke muligheder og udfordringer opstår, når man skifter mellem at være frontfigur i eget band, bidragyder til andres værker og skabende kraft bag lyd til teater, podcast og film? Sammen deler Janus Schou Bagh og Marie Kildebæk erfaringer fra deres mangefacetterede virke, og med afsæt i konkrete lydeksempler, hvordan forskellige roller kan berige hinanden og skabe nye kunstneriske spor.
Om Janus Schou Bagh
Bassist, komponist og medskaber af flere projekter i dansk musik. Janus Bagh er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har siden 2014 været drivkraft i grupper som Yör, Antistatic og Takykardia. Med Yör har han som bassist, synthesizer-spiller og medskabende komponist været med til at udgive EP’en I Virkeligheden (2021) og albummet intet så rigtigt (2023).
Janus har desuden bidraget til teaterforestillingen I Dit Korte Liv (Odense Teater), hvor hans arbejde med bas og synth smeltede sammen med teaterkoncertens visuelle og dramatiske udtryk.
Om Marie Kildebæk
Marie Kildebæk har markeret sig i spændingsfeltet mellem musik, teater og lydkunst. Derudover har hun turneret bredt i Danmark og Europa som korsanger for Pil, Emme Sehested Høeg og eee gee og optrådt på festivaler og spillesteder som Smukfest, Musik i Lejet, Lollapalooza og Pitchfork.
Sideløbende har hun arbejdet bredt som komponist og lyddesigner, bl.a. på teaterforestillinger (fx Et Drømmespil på Det Kongelige Teater, 2024), og som prisvindende lydskaber til podcast og dokumentar. Hun har leveret lyddesign og musik til DR-podcastserier som En Beklagelig Fejl (Prix Audio-vinder, 2023), De 169 Piger (Podcastprisen, 2022) og DRs faste podcastformat Genstart.
Om morgensession
Om morgensession
Autors Morgensession er musikfaglige oplæg, hvor du kan få indblik i arbejdsmetoderne hos markante komponister, sangskrivere, producere og branchefolk. Uanset om du søger kreativ inspiration eller er nysgerrig på nye trends, er morgensessioner en god mulighed for at netværke med andre komponister og lære af nogle af de bedste i branchen.
Tidligere Morgensessions har bl.a. haft besøg af Søren Huss, Trentemøller, Pil, Signe Svendsen, Mette Dahl Kristensen (Who Killed Bambi), Frederik Thaae, Pernille Rosendahl, Dodo Gad, Ganger, Rasmus Stolberg (Efterklang) og Martin Stender og Victor Dybbroe fra Girls in Airports.
Hvornår: Onsdag den 1. oktober 2025 kl. 9.00-10.30
Hvor: BEAT café, Enghave Plads 13, 1670 København V.
Der vil være kaffe, te og lette snacks til alle deltagere.
Det er gratis at deltage for alle Koda-medlemmer, bare tilmeld dig på forhånd.
Arrangementet bliver til via Autors midler fra Koda Kultur.
Hvis du ikke er medlem af Autor, vil vi gerne kunne sende dig lidt info om andre af vores tilbud, som er skræddersyet dig som musikskaber. Ved at tilmelde dig giver du samtykke til dette. Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at skrive til autor@autor.dk.
tilmeld dig