Rocktrioen Baby in Vain, bestående af Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen, er her i slutningen af 2020 klar med deres andet fuldlængdealbum. Skiven har fået titlen See Through og følger op på 2017-debuten More Nothing.

Gaffa belønner albummet med seks ud af seks mulige stjerner og giver denne karakteristik af bandet: “Faktisk er der noget ekstremt undervurderet over Baby In Vain. Anerkendelsen af det format, bandet er gjort af virker ofte overset af mange. Det er mit indtryk, at anmeldere og de fleste af landets musiknørder er rimeligt imponerede fra gang til gang, ligesom pladebutikkerne og Lars Ulrich altid står på spring, når der er noget nyt at komme efter hos trioen. Men alligevel sidder jeg ofte med indtryk af et band, der er placeret midt imellem øvelokalet og det helt store gennembrud. Måske er det også der, bandets kvalitet ligger.”

Albummet har desuden sikret Baby in Vain to Steppeulven-nomineringer for Årets komponist og Årets udgivelse.

See Through udkom 6. november 2020 på Escho. Se mere på BabyinVain.com.