Cairo Camp 2027

Skab din musik i Cairo! For fjerde gang inviterer vi til kompositionscamp i den egyptiske hovedstad. Du får mulighed for at lære om arabisk musiktradition og -teknik, spille med egyptiske musikere og samle inspiration i Cairo i marts 2027. Ansøgningsfrist: 4. december.

For fjerde gang inviterer Fatma Zidan, Lars Bo Kujahn og Autor for Koda Kultur komponister og sangskrivere med på en intensiv og inspirerende kompositionscamp i Egyptens hovedstad, Cairo.

I foråret 2027 får campen et helt nyt format. Hvor deltagerne på de tre tidligere camps arbejdede med materiale, de havde skabt hjemmefra, bliver musikken denne gang komponeret på stedet i Cairo – med byen, musikken og mødet med den arabiske musikkultur som inspirationskilde.

En gruppe mennesker poserer til et billede i et optagestudie under Cairo Camp.
Holdet fra Cairo Camp i 2023.

Campen ledes af Fatma Zidan og Lars Bo Kujahn, som står for workshops og masterclasses. Derudover medvirker en anerkendt professionel musiker fra Cairos musikmiljø som gæsteunderviser og oplægsholder.

Vi arbejder blandt andet med klassisk arabisk musik, maqam, rytmer, arabisk-inspireret pop og fusion mellem arabiske og vestlige musiktraditioner, men alle genrer og musikalske udgangspunkter er velkomne.

Efter workshops og masterclasses får deltagerne konkrete kompositionsopgaver, så ny inspiration med det samme bliver omsat til ny musik. I campens sidste del samles kompositionerne i en større musikalsk session, hvor deltagernes nye værker bliver spillet sammen med professionelle egyptiske musikere. Der bliver også plads til jamsessions, musikalske møder og nye kontakter i Cairos levende musikmiljø.

En uge med Cairo som inspirationskilde – med fokus på at opleve, komponere, spille og skabe ny musik på tværs af musikalske traditioner.

Ansøgningsfrist: Fredag den 4. december 2026 kl. 15.00.

om fatma zidan og lars bo kujahn

En kvinde i en orange kjole poserer til et billede på Cairo Camp.
Fatma Zidan. PR-foto.

Lars Bo Kujahn og Fatma Zidan står for campen, og de er begge to med under hele rejsen.

Fatma Zidan
Professionel sangerinde og underviser. Uddannet og opvokset i Cairo som harpenist og sanger. Har boet i Danmark de sidste 14 år. Fatma har arbejdet som studiemusiker (korsangerinde) med de største popstjerner i Mellemøsten; Kazim el Zaher, Mohammed Abdo, Nghrem m.fl. Hun har desuden modtaget to Danish Music Awards i hhv. 2009 og 2010.

Lars Bo Kujahn – projektleder
Professionel musiker/komponist/konsulent/underviser med speciale i arabiske rytmer og musik – udlært som gæst på konservatorier i Istanbul, Casablanca, Tunis, og Cairo. Spiller kanun, darbuka, rammetrommer m.m.

fakta om cairo camp

Tidspunkt: 17.-23. marts 2027

Der er ni pladser på campen.

Autor for Koda Kultur (Kodas Kulturelle Midler) afholder hovedparten af udgifterne til flybillet, det faglige program, kost og logi i forbindelse med din deltagelse, så du skal selv kun betale 950 kr. i deltagergebyr. Vi forventer at flyve fra Kastrup Lufthavn. Din transport til Kastrup betaler du selv.

Cairo Camp arrangeres i samarbejde med Lars Bo Kujahn. Hvis du har yderligere spørgsmål til turen, er du velkommen til at skrive til projektleder Lars Bo Kujahn på larsbo.kujahn@gmail.com.

Deltagerne udvælges af: Lars Bo Kujahn og Anne Eltard.

Komponister inden for alle køn, aldre og genrer er meget velkommen til at ansøge, og vi vil prøve at sammensætte et blandet hold med forskellige musikalske kapaciteter. Har du været med på en af de tidligere Cairo Camps, må du stadig gerne søge igen, men vi sørger for, at holdet højst består af nogle få gengangere fra tidligere.

sådan søger du

OPDATERES JF. DET NYE SYSTEM INDEN OFFENTLIGGØRELSE

Alle medlemmer af Koda kan ansøge.

Du logger ind med dit Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “Cairo Camp”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen:
    – du bedes skrive et par linjer om, hvilke instrumenter, du spiller på, og hvorfor du gerne vil med. Hvad vil du gerne have ud af turen? Skriv også, hvis der er særlige krav eller hensyn ift. dig på rejsen (fysiske udfordringer, diæt, sygdom eller lignende).
  • Minibiografi/CV (pdf).
  • Tre af dine sange (vedhæft som mp3 eller lav link til offentligt tilgængelig musik (som ikke kræver abonnement)).
  • Du kan også vedhæfte fx tekster og pressefoto, hvis du vil.

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Fredag den 4. december 2026 kl. 15.00.

ansøg her

Campen bliver til med midler fra Koda Kultur.

Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.