Det tværæstetiske netværk – et udviklingsforløb for professionelle kunstnere

Styrk din kunstneriske praksis i et fagligt fællesskab på tværs af kunstarter. I “Det tværæstetiske netværk” samles 12 professionelle kunstnere fra forskellige kunstarter over seks sessions for at undersøge, dele og udvikle sine kreative processer og metoder. Første gang 25. februar.

Netværket har fokus på at styrke din proces literacy: din evne til at forstå, italesætte og bevidst udvikle din egen kunstneriske arbejdsproces.

En person iført sort kasket og plaidskjorte står foran et maleri, der forestiller to figurer i hatte og frakker, der minder om musikere, der forbereder sig til en stor kickoff-begivenhed.
Anders Greis er tovholder på Det tværæstetiske netværk.

Gennem faciliteret sparring, metodeudvikling og inspiration fra forfattere, billedkunstnere, komponister og dramatikere får du et dybere og mere handlekraftigt sprog for din skriveproces, din kunstneriske impuls og dit virke som kunstner.

Netværket er et trygt, faciliteret rum, hvor vi på skift åbner vores igangværende kunstneriske processer for hinanden for at inspirere den enkelte kunstner og afdække nye metoder og procesgreb, som du kan bruge fremadrettet. 

Desuden vil du lære om retoriske tilgange til kunstnerisk arbejde og om forskning i kreativitet og kunstneriske processer. 

Som en del af netværket, skal du åbne en igangværende kunstnerisk proces eller idé for resten af netværket.

Det tværæstetiske netværk giver dig indsigt i egne og andres metoder og en konkret ramme for at styrke bæredygtigheden og trivslen i dit professionelle virke.

Netværket rummer 12 deltagere fordelt på de fire kunstnerorganisationer: Autor, Billedkunstnernes Forbund, Danske Dramatikere og Dansk Forfatterforening. Hver organisation tilbyder tre pladser til kunstner inden for deres felt.

Hvad får du ud af at være med?

Sort-hvidt logo med teksten "Det tværetiske netværk" med nogle overstregede bogstaver og flere organisationslogoer i bunden.
  • Professionel, faciliteret sparring på deres igangværende kreative processer.
  • Indsigt i egne og andres metoder, vaner og kreative greb
  • Et nyt sprog for deres arbejde, intuition og proces.
  • Inspiration fra andre kunstneriske discipliner og tværæstetisk tænkning.
  • Et fagligt netværk med højt refleksionsniveau og tværkunstnerisk nysgerrighed.
  • En konkret ramme for udvikling af egen praksis og metode.

Ansøgningsfrist: Onsdag den 14. januar 2026 kl. 23.59.
Ansøgninger besvares senest fredag den 23. januar. 

Om Anders Greis
Anders Greis er cand.mag. i retorik, musikvidenskab og sprogpsykologi, certificeret procesleder og udøvende kunstner. Anders har arbejdet med retorisk kreativitet, metoder og procesforståelse i 20 år, og rådgiver til dagligt kunstnere og professionelle kreative via www.KunstnerCoaching.dk.

Autor tilbyder pladser i netværket via vores midler fra Koda Kultur.

praktisk

Det tværæstetiske netværk mødes på Statens Værksteder for Kunst, Strandgade 27B, 1401 København.

Mødegange: Seks sessions á seks timer fordelt over perioden uge 9 til uge 22 i 2026.
Det er en forudsætning for deltagelse i netværket, at du som udgangspunkt kan deltage i minimum fem af netværkets sessioner. 

Datoer :
Uge 9 (25. februar)
Uge 12 (18. marts)
Uge 15 (8. april)
Uge 17 (22. april)
Uge 19 (6. maj)
Uge 21 (20. maj)

Mødetid: Kl. 9-16 inkl. frokost

Har du konkrete spørgsmål til forløbet, kontakt Anders Greis på anders@kunstnercoaching.dk

Temaer for de enkelte sessions og de faglige oplæg

De faglige oplæg kredser omkring følgende temaer:

1. session – Vi skaber et rum, et sprog og en samtale
Etablering af gruppen, dens rammer og metoder.
Oplæg om kunst og kreativitet samt hvordan sprog kan stimulere kunsten frem for at reducere den.

2. session – Vilje, vision og valg
Hvad er intention og vision i det kunstneriske arbejde, og hvordan kan du bruge det til at træffe valg i den kreative proces?

3. session – Kreativitet, intuition og hermeneutik
Hvordan hænger intuition og intention sammen? Hvordan kan du være lydhør over for dine kreative impulser og samtidig skabe værker, der vil noget med sit publikum?
Kunstværkets enkeltdele som argumenter for den æstetiske oplevelse.

4. session – Tomme felter og mellemrum i kunsten
Vi arbejder med at skabe værker, der stimulerer publikums engagement og det enkelte værks balance imellem at sige for meget og for lidt.

5. session – Den eksplosive dims og ideernes udspring
Vi dykker ned i, hvor dine ideer udspringer og hvilke balancer, der gør sig gældende, når du får en idé, du har lyst til at skabe et værk ud fra.

6. session – Din proces, metode og dit virkes vej herfra
Vi spejler hele forløbets greb ind i den enkeltes praksis og formulerer hver deltagers procesforståelse, kreative impuls og kunstneriske vision.
Vi formulerer nøglepointer omkring deltagernes nye proces literacy, som kunstnerne kan bruge i deres fremtidige arbejde.
Disse pointer kan desuden bidrage til en opkvalificering af de deltagende organisationers arbejde med de kunstneriske fagligheder.

sådan søger du – besvar disse spørgsmål

Du skal være medlem af Koda for at ansøge. Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Mit-ID. Vælg Arbejdsophold (Camps) – selvom dette ikke er en camp, men et kursusforløb – og dernæst “Det tværæstetiske netværk” fra drop-down-menu.

Her bliver du bedt om:

En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen. I teksten er det vigtigt, at du giver følgende informationer og besvarer følgende spørgsmål:

  • Telefonnummer
  • Evt. kunstnernavn / bandnavn
  • Evt. hjemmeside

Svar på:

  • Sætt ord på 2-3 greb, handlinger eller metoder, som du bruger særligt ofte, når du udvikler kunstværker eller ideer. Forklar gerne hvordan de virker for dig.
  • Hvilke erfaringer har du med at tale med kunstnere uden for dit eget felt om din kunstneriske proces?
  • Hvad håber du at få ud af at deltage i “Det tværæstetiske netværk”?

Du vil også blive bedt om at uploade:

  • Bio eller CV (pdf).
  • Tre af dine musiknumre – du kan vedhæfte dem som mp3 eller indsætte links. Numrene er ikke afgørende for din deltagelse i Projektmageri for musikere, men blot for at give tovholder et indblik i din musik.

Har du tekniske problemer i ansøgningssystemet? Så kan du kontakte Koda Kultur på kodakultur@koda.dk

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Onsdag den 14. januar 2026 kl. 23.59.

ansøg her
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.