DIY Berlin 2023

Writing camp og DIY-markedsudvikling på det tyske marked: DIY Berlin 21.-27. maj 2023. Ansøg senest 11. april.

Drømmer du om at spille din musik live i Tyskland? At skrive til tyske artister eller få produceret din musik med tyske producenter? Er du indstillet på at arbejde hårdt for det? Så er denne camp noget for dig! 

Fra Autors dansk-tyske camp DIY København i 2021. Foto: Alex Freund

Opholdet DIY Berlin er det optimale start-up-kit for sangskrivere, producere og artister, der vil have hul på det tyske marked, et tysk netværk og skrive sange med tyskere. På DIY Berlin kan du få viden og kontakter, der kan hjælpe med at få den drøm til at gå i opfyldelse. 

Campen bliver arrangeret i partnerskab med Autors søsterorganisation i Tyskland, Verso. 

Programmet for campen består af to dele:

  • 1,5 dage med møder og workshop med tyske branche-folk, som giver dig indblik i det tyske marked. 
  • 3,5 dage går med at skrive nye kompositioner med tyske sangskrivere, artister og producenter og få et nyt netværk, du kan bruge igen og igen. 

Der er indregnet to rejsedage med tog til Berlin. Turen er betalt og planlagt af Autor med midler fra Koda Kultur.  

Vi lægger op til, at deltagerne planlægger at komme tilbage til Berlin kort tid efter opholdet for at arbejde videre selv. 

Deltagerne udvælges af Tom Deiniger fra Verso og Martin Krümmling, der er projektleder på opholdet.  

Forløbet er udviklet og medorganiseret af Autors forperson Lasse Matthiessen, som er aktiv artist på det tyske marked, og som stod for campen DIY Berlin i 2021. Lasse deltager i nogle af de sidste dage i opholdet. 

Vi tænker professionelt og rettet mod dem der er eller ønsker at være professionelle. Alle genrer er i udgangspunktet velkommen. Vi har dog et fokus på det tyske musikmarked for pop, indie pop, songwriter-komponister/sangskrivere. 

Fakta om campen

Tidspunkt: 21.-27. maj 2023

Autor for Koda Kultur (Kodas Kulturelle Midler) afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, så du skal selv kun betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Deltagerprisen inkluderer tog til og fra Berlin samt hotel.

Ansøgningsfrist: tirsdag den 11. april 2023 kl. 23.59.

Sådan søger du

Alle medlemmer af Koda kan ansøge.

VIGTIGT: Du bedes ansøge på engelsk (eller eventuelt tysk), da deltagerne udvælges af tyskere.

Du logger ind med dit Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “Do It Yourself Berlin”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen
  • Minibiografi/CV (pdf)
  • Tre af dine sange (vedhæft som mp3)
  • Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp.

Ansøgningsfrist: Tirsdag den 11. april 2023 kl. 23.59.

Søg her