DJBFA debatterer robotkomponister, den kommende kulturpolitik og DR’s musikradio på Kulturmødet på Mors. Kom og vær med!
Kulturmødet på Mors er et årligt “topmøde” for kulturen i Danmark. I år med langt over 100 forskellige arrangementer, debatter og indslag fordelt på tre dage. Og rigtig mange med fokus på musik. Kulturmødet finder sted fra torsdag den 22. august til og med lørdag den 24. august 2019. Deltagelse er gratis!
DJBFA er selvfølgelig med. Er du også på Kulturmødet, så kig forbi DJBFA’s debat om robotkomponister eller en af de andre debatter, Anna deltager i.
Robotkomponister? – Kunstig intelligens i musikken
Det næste store paradigmeskifte inden for musikbranchen bliver kunstig intelligens (AI). Hidtil har det været mennesket, der har givet computeren nogle regler, men nu er computerne selv begyndt at opfinde regler ud fra deres egne iagttagelser. Hvordan kommer det til at påvirke musikken, komponisten og ikke mindst lytterens oplevelse? Dette emne sætter komponistforeningen DJBFA i spil med en debat og konkrete eksempler på, hvordan AI påvirker musikken.
Panelet består af Torben Sangild, kulturforsker og radiovært, Søren Tranberg Sørensen, ph.d. og robotkonsulent, forfatter Kaspar Colling Nielsen samt Anna Lidell, formand i DJBFA. Journalist og Radio24Syv-vært Anna Ingrisch er moderator.
Tid og sted: Fredag den 23. august kl. 14.30-15.30 i Værkstedet.
DR, musikken og manglen på samme
Snyk sætter fokus på DR og fremtidens musikradio. Hvor stiller den bebudede lukning af P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz musikken? Og hvad med verdensmusik, elektronisk musik m.m.? Ambitionen er en konstruktiv samtale om DR’s rolle som musikformidler og løsninger, der gentænker musikformidlingen og giver plads til et mere mangfoldigt musikudbud.
Panelet består af Gustav Lützhøft, radiochef i DR, Anna Lidell, formand i DJBFA, Frederik Birket-Smith, leder for Strøm, Bjarke Svendsen, daglig leder af Snyk. Journalist og P1-radiovært Mads Aagaard er moderator.
Tid og sted: Torsdag den 22. august kl. 16-17 i Klostergården.
De næste fire års kulturpolitik
Anna Lidell deltager også i Dansk Magisterforenings debat fredag, sammen med bl.a. Danmarks nye kulturminister, Joy Mogensen. Dansk Magisterforening spørger: Hvad bliver de vigtigste spørgsmål på kulturområdet, som politikerne bør forholde sig til i de kommende fire år? Hvilke udfordringer står kulturlivet overfor, og hvad kan vi gøre for at imødegå dem?
Panelet består af Anna Lidell, formand i DJBFA, Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet, Camilla Gregersen, direktør for Dansk Magisterforening, Kasper Holten, teaterchef i Det Kongelige Teater, Torben Vinter leder for Frontløberne, forfatter Kaspar Colling Nielsen samt kulturminister Joy Mogensen. Kulturrådgiver Lasse Marker er moderator.
Tid og sted: Fredag den 23. august kl. 12.30-13.30 på Folkescenen.
Kulturmødet byder også på mange andre relevante debatter om bl.a. “Armslængde i kulturlivet”, “Flere kvinder i dansk musik”, “På tværs af kultur og sundhed” og meget mere.
Foto: Per Bille/Kulturmødet.