Ekstraordinær generalforsamling 21. juni 2023

Autor indkalder til ekstraordinær generalforsamling 21. juni kl. 16 i forbindelse med afstemning om tidsbegrænsning på, hvor længe man kan være forperson og i forretningsudvalg.

På Autors ordinære generalforsamling 2023, som blev afholdt den 21. marts, stemte foreningens medlemmer ja til et forslag til vedtægtsændringer fremsat af bestyrelsen. Forslaget går ud på at sætte en tidsbegrænsning på, hvor længe man kan være forperson samt i forretningsudvalget i Autor.

Fordi forslaget indebærer en vedtægtsændring, skal det fremsættes og vedtages igen, før vedtægtsændringen er gyldig. Derfor indkaldes Autors medlemmer hermed til ekstraordinær generalforsamling (XGF) hos Autor på Lautrupsgade 9, 2100 København Ø onsdag den 21. juni 2023 kl. 16.00 – 16.30.

DAGSORDEN

Fra kl. 15.45: Indskrivning (tjek af medlemmers kontingent og stemmeret).

Kl. 16.00: Generalforsamling start.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Forslag til vedtægtsændring ang. §9 vedr. tidsbegrænsning på valgperiode for forperson og forretningsudvalg.
  3. Eventuelt.

deltagelse

Alle foreningens medlemmer, der har været medlem i minimum 3 mdr. før generalforsamlingen, har stemmeret på generalforsamling. Medlemmer, der ikke har betalt skyldigt kontingent, kan ikke deltage i afstemninger.

Du møder bare op. Der er indskrivning fra kl. 15.45, hvor deltagere “tjekkes ind” i døren.

Du kan få refunderet dine transportomkostninger i forbindelse med deltagelse i generalforsamlingen, hvis du kommer fra fx Fyn eller Jylland. Læs mere under Transportrefusion.

forslag

Forslag til vedtægtsændringer:

Bestyrelsen sætter følgende forslag til afstemning:

Punkt 3:

I de nuværende vedtægter §9 står der:

”Autor ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for en valgperiode på 3 år. Hvert år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer, bortset fra hver tredje år, hvor tre bestyrelsesmedlemmer afgår startende i 2021. Bestyrelsen konstituerer sig med en forperson og op til to næstforpersoner.”

Bestyrelsen forestår ændring til følgende formulering:

“Autor ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for en valgperiode på 3 år. Hvert år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer, bortset fra hver tredje år, hvor tre bestyrelsesmedlemmer afgår med virkning fra 2021. Bestyrelsen konstituerer sig med en forperson og op til to næstforpersoner.

Tillidshvervet som forperson for Autors bestyrelse er tidsbegrænset. Det samme er valg til forretningsudvalget.

Én person kan højst være forperson i 9 år uanset om det er i en sammenhængene periode eller fordelt over flere perioder. En person kan højst sidde i forretningsudvalget i 15 år uanset om det er i en sammenhængende periode eller fordelt over flere perioder.

Orlov fra et givent tillidshverv på grund af barsel, længerevarende sygdom eller lignende, tæller ikke med i den 9-årige og 15-årige periode. Bestyrelsen skal godkende orlov.”

De nuværende vedtægter kan læses her.

fULDMAGT

Medlemmer kan give skriftlig fuldmagt til et andet medlem, til at stemme på dennes vegne. En deltager på generalforsamlingen kan ikke medbringe mere end én fuldmagt fra et andet medlem.

Har du fuldmagt med fra et andet medlem? Meddelelse om, hvilke medlemmer der repræsenteres ved fuldmagt, skal gives Autor senest ved medlemmets tilmelding til generalforsamling.

Download fuldmagtblanket. Kun fuldmagter afgivet på denne blanket er gyldige.