Forsvar mod AI-tyveri, fællesskab og nyt fra de indre linjer i Autor
Kulturpolitisk post fra Autors forperson, Lasse Matthiessen.
Kære kolleger
Jeg vil gerne fortælle jer om, hvad der især optager os i foreningen lige nu på de ydre og indre linjer.
Som I nok har set i medierne, har Koda taget det vigtige skridt at sagsøge den amerikanske AI-musiktjenesten Suno. Det er et søgsmål, vi i Autor bakker fuldt ud op om, for Suno har stjålet af al musik i hele verden, og det er fuldstændig uacceptabelt. Det har også fået danske musiknavne som Aqua, MØ, Junior Senior, Laid Back og D-A-D til at stå frem og sige stop! Ingen danske komponister og sangskrivere er blevet spurgt om tilladelse eller har modtaget betaling fra Suno.
Siden Kodas søgsmål er en anden tjeneste, OpenAI, desuden blevet dømt for misbrug af tekster ved domstolen i München. Det giver håb! Det er en af vores og vores branches vigtigste kampe lige nu – helt basalt at beskytte jeres rettigheder!
Fællesskabet
Musikken binder os sammen. Ikke kun gennem lyd, men i høj grad også gennem de fællesskaber, vi skaber omkring den. Det kunne man tydeligt mærke til Besat Af Musik den 1. november, hvor jeg var meget glad for at møde mange af jer. Vores musikskaberkonference på Arbejdermuseet var udsolgt og samlende hen ved 150 Autor-medlemmer og andre komponist- og sangskriverkolleger. Særligt tak til jer, der dukkede op og mødte nye kolleger for allerførste gang!
I evalueringen efter konferencen var der en, der skrev: “SÅ hyggeligt! I skabte nogle rigtig gode rammer for en åbenhed, som er mere og mere en ting i tiden blandt musikere, med ærlige samtaler og mere nærvær og fællesskab. Jeg synes, det har en stor betydning for trivslen, når man arbejder så meget alene, som de fleste af os nok gør.”
Jeg kunne ikke være mere enig. Den ærlige samtale og det større nærvær og fællesskab mellem os, der skaber musik, er ufatteligt vigtigt. Det er en stor del af det, vi er med til at skabe med vores forening, og tak fordi I støtter op om det. Vi ønsker os meget mere af det.
De indre linjer
Her i efteråret er en del ting faldet på plads på de indre linjer i vores forening. Jeg er selv kommet tilbage fra barsel. Stor tak til næstforperson Anne Eltard for at passe godt på forpersonkasketten imens. Sammen med Lars Meiling som konstitueret sekretariatschef og Rikke Østergaard og Andreas Sommer i forretningsudvalget har hun leveret en imponerende kraftpræstation. Jeg er så glad for, at Anne og Rikke fortsætter som foreningens næstforpersoner, nu hvor jeg er retur.
Som I nok har lagt mærke til, har der også være skiftedag i Autors sekretariat på et par fronter. Først og fremmest en kæmpestort velkommen til Jacob Møller Overgaard, der er tiltrådt som ny sekretariatschef – og selvfølgelig samtidig en meget stor tak til Andreas Hemmeth, der har løftet Autor gennem seks flotte år. Mange af jer mødte Jacob på Besat Af Musik, og I andre vil komme til det efterhånden til vores arrangementer og selvfølgelig på generalforsamlingen til marts. Han har kunst og kultur i DNA’et, og både bestyrelsen og sekretariatet er i gode hænder hos ham.
Samtidig er vores kommunikationsmedarbejder, Camilla Grausen, vendt tilbage fra barsel, og Lars Meiling har fået en ny rolle som projektchef. Det betyder, at det fremover er Lars’ erfarne og sikre hånd, der styrer vores udbud af camps, kurser og refugieophold til jer.
På hele foreningens vegne skal der lyde en stor tak til alle, der har hoppet ind og påtaget sig poster og vigtige opgaver i løbet af året.
Og til alle jer andre: Vi ses derude – til arrangementer, på camps, til workshops og selvfølgelig til generalforsamlingen i marts.
Pas på jer selv og hinanden – og bliv ved med at dele musikken og fællesskabet.
– Lasse Matthiessen.