Helle Henning er klar med sit fjerde album i eget navn, der byder på 10 nye engelsksprogede sange.

Hun har endnu en gang indspillet med Nikolaj Hess i New York, og denne gang har de haft besøg i studiet af bassist Tony Scherr og trommeslager Kenny Wollesen, som begge er kendt fra Norah Jones’ band.

De nye sange er fyldt med Helle Hennings underspillede, mørke vokal, enkle melodier og klar lyrik i et personligt hverdagssprog.

Både Helle Henning og Nikolaj Hess har igennem de sidste 10 år bygget bro mellem amerikansk jazz og nordisk folk. De deler en fascination af Tony Scherrs og Kenny Wollesens personlige lyd og stærke samspil, som sammen med Nikolaj Hess’ opfindsomme klaverspil og Helle Hennings nærværende vokal sætter stemningen albummet igennem i feltet mellem jazz, folk og pop.

As Long As We Both Know udkom 21. oktober 2020 på Storyville Records.