Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 25. august 2020 kl. 9.45 i mødelokalet Stjernerne i stueetagen i Lautrupsgade 9, 2100 København Ø.


Kære medlemmer

På DJBFA’s ordinære generalforsamling den 21. juni 2020 blev der stemt ja til en ændring i vedtægterne for DJBFA.

Det vedrører opdeling af kontingentet, så man ikke nødvendigvis skal betale årligt. Samtidig blev der indført en karensperiode for nye medlemmer på tre måneder for at kunne stemme til en generalforsamling. Konkret er ændringerne følgende i vedtægterne:

§ 3 Medlemskab

Nuværende: Medlemskontingentet fastsættes af bestyrelsen og kan være forskelligt, herunder i form af aldersrabat. Kontingentet opkræves helårsvis og skal være betalt senest 1. marts.

Rettes til: Medlemskontingentet fastsættes af bestyrelsen. Kontingentets størrelse kan variere, for eksempel på grund af aldersrabat. Kontingentet opkræves enten for et år og skal være betalt senest 1. marts, eller også opkræves kontingentet månedligt/kvartalsvist ved fast overførsel.

§ 7 Stemmeret og afstemning på generalforsamlinger

Nuværende: Stemmeret på generalforsamlingerne har alle medlemmer af DJBFA. Medlemmer, der ikke har betalt skyldigt kontingent, kan ikke deltage i afstemninger.

Rettes til: Stemmeret på generalforsamlingerne har alle medlemmer af DJBFA, der har været medlem i minimum 3 mdr. før generalforsamlingerne. Medlemmer, der ikke har betalt skyldigt kontingent, kan ikke deltage i afstemninger.

Vedtægtsændringer kan kun foretages, når mindst halvdelen af DJBFA’s medlemmer er til stede på den ordinære generalforsamling. Da vi ikke var 50 % af DJBFA’s medlemmer til stede til generalforsamlingen, men forslaget fik tilslutning af mere end 2/3 af de fremmødte, skal forslaget nu genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling.

Denne ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af de fremmødte, og forslaget er vedtaget, hvis mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget.

Der indkaldes derfor til ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 25. august 2020 kl. 9.45 i mødelokalet Stjernerne i stueetagen i Lautrupsgade 9, 2100 København Ø.

Dagsorden

  • Kl. 9.45 Godkendelse af dagsorden
  • Kl. 9.50 2. Afstemning om mulighed for opdeling af kontingent samt karensperiode på tre måneder for stemmeret til generalforsamling for nye medlemmer.
  • Kl. 9.55 Tak for i dag

Deltagelse kræver ikke tilmelding.

Venlig hilsen
DJBFA