Kulturpolitisk post fra formanden nr. 7: Er kulturpolitik usexet eller dybt interessant? DJBFA’s formand er på vej til Kulturmødet 22.-24. august og diskuterer kulturpolitik i tre forskellige debatter. Ligesom hun gør til DJBFA’s Seminar og Bar. Det fortæller hun om her.

Af Anna Lidell, forkvinde for DJBFA.

Når man snakker om kulturpolitik, så hører man af og til nogen, der siger det, der står i overskriften. Politik kan godt været langhåret og kedeligt, men netop kulturpolitik synes jeg er noget af det mest interessante, vi kan diskutere i disse år. Og jeg er heldig, for på det årlige Kulturmøde på Mors skal jeg sidde i en række debatter om vidt forskellige kulturpolitiske emner.

Lige nu bruger jeg meget krudt på DR’s lukning af P6, P7 og P8. Den forrige regering med Løkke i spidsen ønskede at spare 20 % af DR, der så så sig nødsaget til at lukke de tre stationer. I min optik en katastrofe! Danmark bliver mere kulturelt ensporet. Mangfoldigheden lider et gevaldigt knæk! Ser man på f.eks. P8 Jazz, så mister en hel genre et udstillingsvindue og en væsentlig platform – det er næsten ikke til at bære.

Torsdag eftermiddag på Mors deltager jeg i en debat om netop lukningen af de tre radiokanaler med DR’s musikchef Gustav Lützhøft, og jeg glæder mig til at høre og udfordre argumenter bag beslutningen fra DR’s side. Fredag morgen fortsætter Gustav og jeg debatten i P1-programmet “Mennesker og medier”, live fra Mors.

I løbet af Kulturmødet skal jeg også debattere de kommende års kulturpolitik med blandt andre kulturminister Joy Mogensen og teaterchef Kasper Holten. I den debat vil jeg lægge vægt på, at vi skal have et mangfoldigt udbud af musik i Danmark. Underholdning er der masser af på de internationale platforme, men kunst skal andet og mere end at underholde; det skal spejle os alle og udfordre os alle. I går kom det ud, at kulturministeren måske ikke vil aflyse forrige regerings besparelser på 2 % på kulturområdet. Noget Socialdemokraterne ellers havde lovet i valgkampen. Besparelserne betyder så lidt i det store regnskab, men rigtig meget for kulturlivet i Danmark – og dermed også de mange danskere, der hver dag lytter til musik, går i biffen, teatret eller læser en god bog. Det kommer vi nok også til at snakke om.

I DJBFA har vi selv arrangeret en debat om kunstig intelligens (AI) i musikbranchen fredag. Noget vi som komponister og sangskrivere kommer til at mærke meget mere til de kommende år, hvor AI vil være en betydelig del af arbejdsprocessen ved at skrive og producere en sang. Jeg glæder mig til at stikke hovedet ind i fremtiden her. Se tid og sted for alle tre debatter.

Som jeg håber, du fornemmer, så rører der sig rigtig meget på den kulturpolitiske klinge lige nu. Jeg vil også meget gerne have dit input til det, DJBFA skal mene på det kulturpolitiske område. På torsdag i næste uge (den 29. august) holder jeg et oplæg om netop kulturpolitikken i forbindelse med vores koncept “Seminar og Bar”, hvor alle er velkomne, og alle kan bidrage. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I tænker om kulturpolitikken. Der er stadig enkelte pladser tilbage, så skynd dig at melde dig til via tilmeldingslinket i Seminar og Bar: Facebook-event.

Det nye koncept er inspireret af sommerfestens fantastiske stemning, hvor over 100 medlemmer kom til mad og musik, seminar og bar, og festen fortsatte med jam indtil kl. 3 om natten. Vi skal mødes langt mere end vi gør, for fællesskabet er vores kerne. Derfor prøver vi nu at indføre Seminar og Bar sidste torsdag i hver måned.

Derudover har nogen måske bemærket, at næstformand Søren Krogh har været fungerende formand i et par uger. Det skyldes, at min kæreste og jeg har været så heldig at få en pige her i august. Det er stort og vildt og dejligt. Søren har klaret den med bravur på mine vegne og blandet sig i debatten om medieforliget og den nye regering. Læs med her.

Mange kulturpolitiske hilsner

-Anna Lidell