Klubben Vest med The DownShifters

Musiknetværket i Randers inviterer til en hyggelig aften med fællesmiddag samt artist talk og livemusik med The DownShifters den 12. oktober.

Klubben Vest, Autor og vært Karoline Budtz slår dørene op til endnu en aften for musikskabere i det jyske med lækker mad omkring langbord og forrygende bluesmusik og artist talk. Det sker torsdag den 12. oktober 2023 kl. 18.30 – 22.00 i Randers og er for medlemmer af Autor og/eller Koda.

The DownShifters er en “to-mands-trio”, der spiller blues- og rootsmusik. Med guitar, banjo, mundharpe, bas og fod-trommer fremfører de originale sange skrevet med stor inspiration i de gamle amerikanske musiktraditioner – helt fra akustisk/elektrisk delta blues til banjobaseret old-time.

Duoen består af brødrene Sune og Kasper Bjerre, der har en lang historie som aktører i det østjyske musikmiljø. I 2022 blev de nomineret til en Danish Music Award Blues, og har tidligere vundet Danish Blues Challenge som halvdelen af det forgange band The Cornfeds, der i løbet af 2010’erne var aktive på både danske og europæiske bluesscener.

“The DownShifters er præget af stor musikalitet, vid og fin tæft for den gode melodi samt blues- og roots-musikkens sjæl. En koncert med denne dynamiske og yderst kapable duo er absolut en rejse værd, og har man været i selskab med The DownShifters, går man ikke fra en af deres koncerter i dårligt humør.”  – Peter Widmer – Bluesnews.dk.

Praktisk

Hvad: Klubben Vest netværksaften med middag samt musik og fortælling med The DownShifters
Hvor: Hans Bojes allé 42, 8960 Randers SØ
Hvornår: Torsdag den 12. oktober 2023 kl. 18.30 – 22.00. Dørene åbner kl. 18.15. Maden serveres kl. 18.30 og deles omkring langbord med kolleger og nye venner. Musik/talk starter kl. 19.30. Der er to sæt med kaffe/kage i pausen.
Hvordan: For at sikre dig en plads, skal du sende sms til værten Karoline med dit navn og e-mail til 22 86 12 67 samt indbetale 100 kr. på mobilepay 22861267. Tag gerne en ven/partner med, og skriv fulde navne på alle tilmeldte på indbetalingen.
Transport: X-busser fra Aarhus går næsten til døren, og der er fri parkering på gaden lige ved.

Se Facebook-event.

Autors netværksarrangementer er for alle medlemmer af Koda.

Arrangementerne bliver til med midler fra Koda Kultur.