DJBFA’s bestyrelsesforkvinde tager hul på en ny sæson – nu uden coronarestriktioner i kulturen. Anna skriver om ny kulturminister, P6 og P8 – og selvfølgelig den kommende hædersprisfest.

Af Anna Lidell

Kære kolleger!

Vi er godt på vej ind i efteråret til lyden af festivaler, koncerter og arrangementer. Det føles godt at kunne komme ud og præsentere vores musik for et publikum igen. Jeg er lettet over, at stort set alle restriktioner er væk, og at politikerne nu melder ud, at corona ikke er en samfundskritisk sygdom mere. Vi skal stadig tænke os om – ingen tvivl om det – men det efterlader kulturbranchen med de frie tøjler, som er så vigtige for vores virke. Vi kan samles, vi kan synge, vi kan svede til rytmerne igen.

For et par uger siden fik Danmark en ny kulturminister. Desværre ser det ikke ud til, at regeringens prioriteter har ændret sig. Faktisk er det første gang, en regering ikke har en formuleret kulturpolitik i et regeringsgrundlag siden 1993. Og det blev kun forstærket af fremlæggelsen af regeringens finanslov for 2022, som er klinisk støvsuget for prioriteringer til musikken. Vi bliver nødt til at understrege vigtigheden af, at vi netop nu investerer i at få en kulturel guldalder. Det har vi mere brug for end nogensinde før! 

DJBFA (navnet skifter først officielt og juridisk ved årsskiftet, så vi må vente lidt endnu med vores nye Autor…) kæmper blandt andet for, at der bliver lige muligheder uanset køn og alder i musikbranchen. At vi får en mere fair betaling på streamingplatformene, og at det vigtige direktiv fra EU bliver implementeret så godt som muligt i Danmark. Første halvdel af loven blev gennemført lige før sommerferien i år. Efter et langt, sejt træk og derfor nu en kæmpe sejr for os musikskabere!

Nu går anden halvleg i gang, som bl.a. handler om den svage part i en forhandling; autoren, kunstneren, os – og vi er mere end klar til at kæmpe for vores rettigheder.

Vi kæmper også for en anden ting. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle gentage mig selv efter to år, men radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz står nu igen til at lukke ved nytår, fordi medieforhandlingerne er blevet udskudt. Netop disse to kanaler spejler et miljø, som ikke ellers har en platform at blive spillet på, samt en identitet, som er virkelig stærk hos deres lyttere. Den identitet vil ikke kunne genoprettes, hvis kanalerne lukkes. Så smadrer vi den. Principperne er de samme som sidst, politikerne fandt 15 mio. til at redde dem (hvilket er småpenge i den slags regnskaber), kanalerne er kun vokset i lyttertal og vigtighed siden. Så den burde være lige til højrebenet – det forsøger jeg i hvert fald at få politikerne til at forstå.

Hædersprisfest! Jeg håber, vi ses på søndag, hvor vi skal fejre nogen, der har gjort en forskel for musik og miljø. Nemlig til vores traditionelle hædersprisfest! Vi skal uddele fire priser, vi skal høre god musik, og vi skal se hinanden igen. 

Jeg glæder mig helt vildt! Skynd dig at tilmelde dig her. Det har 100 allerede gjort, og vi har snart fyldt op! 

Mange hilsner fra Anna Lidell