Anna Lidell om sommerens muligheder for livemusik og støttekroner – og den manglende kompensation, der får DJBFA på barrikaderne! Læs også om sejren for rettighedshavere og vores måske forestående navneskifte.

Af Anna Lidell

Kære medlemmer!

Sommeren er kommet, men for mange af jer er det langt fra agurketid, vi er på vej ind i. Tværtimod er det nu, der kan og må spilles musik for et større publikum igen, og sommeren er højdepunktet for mange af jer, der står på scenerne.

Kulturordførerne har fået gennemført en sommerpakke med bl.a. 40 mio. til kunstneriske sommeraktiviteter – og denne gang en pulje, som kunstnerne selv kan søge. Københavns Kommune har lige tilført en masse midler til spillesteder, og generelt er det bare om at få instrumenterne frem og spille den alt for længe hengemte livemusik. Min opfordring er klar: Søg med arme og ben, så danskerne kan få stillet deres behov for livemusikken!

Men på trods af sommerferieeuforien er der en række tiltag, der fortsat giver os panderynker og får os til at trække i arbejdstøjet. Kompensationsordningen for kombinatører (jeg hader det ord!) udløber den 30. juni, men festivalerne er aflyst, de store festivalnavne spiller på mindre scener, og rigtig mange professionelle musikere, der plejede at have kalenderen fyldt op, oplever, at de ikke kan booke koncerter langt ind i fremtiden. Det er som om, at virkeligheden igen overhaler det, politikerne havde i deres hoveder under forhandlingerne. Vi arbejder på at forlænge kompensationsordningen, så den flugter med vores virkelighed.

Derudover er forsamlingsloftet på udendørskoncerter sænket (!) fra 5.000 til 2.000 mennesker, imens alt andet lempes. Vi må konstant synliggøre, sige til og fra, når vi oplever, at musikken og vores virkelighed ikke bliver forstået og anerkendt! Noget vi i DJBFA gør en dyd ud af.

Hvad der til gengæld er blevet anerkendt, er vores digitale rettigheder. Tech-giganterne har endelig fået konfiskeret deres ”skudsikre vest”, hvor de slet ikke havde ansvar for, hvad der lå på deres platforme. Det er vendt på hovedet: Loven betyder konkret, at musikskabernes rettigheder bliver sikret digitalt eksempelvis på Youtube og Facebook. Den sætter to fede streger under ansvaret for deling af rettighedssikret indhold: Det ansvar er ikke den enkelte musikskaber eller youtubers, det er de digitale platforme, tech-giganternes!

I sidste ende handler det om at sikre vores fremtidige musikskabelse, at den bliver beskyttet og ikke mindst anerkendt.

Husk vores længe ventede ekstraordinære generalforsamling, som er blevet udskudt siden december. Den får vi endelig mulighed for at afholde onsdag den 23. juni. Den er ekstraordinær både i formalia og i sin essens, da den skal godkende eller forkaste efterårets generalforsamlingsbeslutning, hvor 2/3 stemte for en navneændring til vores forening fra “DJBFA” til “Autor”. Derudover er to andre punkter på programmet. Se det hele her.

Ellers ønsker jeg jer alle den bedste sommer med masser af musik og inspiration, og jeg glæder mig til endelig snart at kunne se flere af jer fysisk i takt med, at samfundet genåbner.

Bedste hilsner

Anna Lidell.