Månedens tip med Anne Dorte Michelsen
Hvad lytter sangskriverne og komponisterne i Autor til? Hvad læser, hører og streamer de? Hver måned spørger vi et medlem om kulturanbefalinger.
Denne gang har vi spurgt sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen om at dele en håndfuld tips med os. Vi fangede Anne Dorte oven på en sommer med masser af koncerter sammen med Maria Bramsen. De to fortsætter stimen senere på året på landets livescener.
Anne Dorte var også medunderskriver på indlægget i Gaffa sammen med bl.a. Kira Skov, Anders Trentemøller, Annisette Koppel og en række andre Autor-medlemmer, hvor opfordringen lød: Husk fremtidens musiktalenter – dem, der har haft svært ved at få fodfæste i coronanedlukningsperioden.
Anne Dorte anbefaler:
Tobias Rahim, Minds of 99, Sulka og Angående Mig
Jeg har været Tobias Rahim-fan, siden han under første coronabølge tog Suspekts version af “Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden” og gav den sin egen følsomme drejning. Et vanvittigt og vellykket mix af svensk nationalromantik, stenhård vestegns hiphop – og så Tobias’ sang om uro, ensomhed, ømhed for mor, og midt i det hele en gammel Motorola.
Hans nyere sang “Når mænd græder” konkurrerer i min verden med The Minds of 99’s “Hurtige hænder” om at være årtiets bedste sang. Videoen er genial.
Mens tidens mandlige pionerer erobrer retten til tårer, er Sulkas “Sundholm” og Angående Migs “Vrede kvinder” sange fra kvindelige artister, der tager et poetisk ejerskab over vreden. Som Angående Mig siger det:
“Du sagde til mig, der er noget over vrede kvinder
Jeg ved ik’ hvad det er, jeg ved bare det forsvinder
Du har alt for røde kinder
og alt for ru hænder
jeg ka ik’ li’ når kvinder
de minder om mænd
og jeg tror ik’ længer’ jeg tænder
på dig som før.”
Marlen Haushofer: Væggen
Jeg læser Væggen fra 1963 af Marlen Haushofer, oversat fra tysk i 2021. En dystopisk kattedame-sci-fi, vildt spændende, sørgelig, og meget, meget uhyggelig.
En glasvæg har sænket sig ned gennem verden. På den ene side er alle døde. På den anden side, med ryggen mod et bjergmassiv i Alperne, befinder den kvindelige hovedperson, en udmattet husmor, sig helt alene. Kun i selskab med tre husdyr og et ukendt antal mus.
Call My Agent og Orkestret
Jeg elskede den franske TV-serie Call My Agent om et parisisk agentbureau for skuespillere. Vi følger de interne intriger agenterne imellem, og deres private problemer, alt sammen på et backdrop af bureauets tilknyttede mere eller mindre excentriske kunstnere, der dog for en gang skyld ikke har hovedrollerne.
Lidt på samme bærebølge, og i samme primadonnaspækkede farvand, befinder Frederik Cilius’ og Rasmus Bruuns TV-serie (DR) Orkestret sig. Især kan jeg lide, at der på trods af den pinagtige lavhed og de ondskabsfulde intriger, faktisk er en lille klirren af både sødme og hjertelighed. Det klæder den hårdkogte og kyniske humor at kaste en luns ud til venlighed og overbærenhed, og slutte sæsonen af med et smil.
Betty Nansen Teater
Jeg gik ind til Betty Nansen Teatrets opsætning af Jane Austins Stolthed og fordom fuld af bange anelser. Teatrets plakater for stykket, der forestillede unge, skæggede mænd i damechemiser gjorde mig træt. Teater kan være meget anstrengende, når den kreative hittepåsomhed tager overhånd, og alting handler om at være edgy på en måde, der i sig selv bliver en udmattende og tom konvention.
Men i stedet for skuffet, blev jeg faktisk opløftet. Jeg elsker Jane Austin. Jeg kan alle hendes bøger forfra og bagfra, og jeg har set de fleste film- og TV-versioneringer. Bettys bud var af de bedre. Fuld af det humør, som skal gå hånd i hånd med Austins kradse og brutale samfundssatire, ranke moral og altid usentimentale romantik. Desuden velkomponeret musik. Betty Nansen er på en god kurs for tiden.