Medlemsfordel: Kunst på Barsel

Vejen til fastholdelse af ens musikkarriere kan være lang, når man får børn. Kunst på Barsel gør den vej lidt kortere for både optrædende og deltagere. Er du på barsel og medlem af Autor? Så kom til gratis formiddagskoncert sammen med dit barn.

Barsel er for mange musikskabere en periode præget af usikkerhed om både økonomi, netværk og fremtidige karrieremuligheder. Kunst på Barsel er et kulturpolitisk initiativ, der arbejder for at bygge bro mellem kunstlivet og forældreskabet gennem fx koncerter, fællesskaber og nye formater for barslende.

Autor, DPA, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund går sammen med Kunst på Barsel om et nyt initiativ, der skal styrke fællesskab, netværk og fastholdelse blandt musikere og musikskabere på barsel.

Gennem initiativet får barslende medlemmer af Autor og de andre deltagende organisationer mulighed for gratis at være med til månedlige koncerter og netværksarrangementer i regi af Kunst på Barsel.

Plakat for »Kunst på Barsel« med fotos af fem kunstnere og oplysninger om koncerter på forskellige spillesteder i Danmark. Teksten indeholder datoer, navne og organisationernes logoer nederst på plakaten.

Fire koncerter med og for barselsforældre

Kunst på Barsels næstkommende koncerter afholdes på forskellige spillesteder i København og er tilpasset barselslivet med blandt andet justeret lydniveau, kortere koncertformat og plads til børn, bevægelse og omsorg. Efter koncerten inviteres publikum og kunstneren til samtale om forældreskab, arbejdsliv og de særlige vilkår, der præger musikbranchen.

Målet er ikke alene at skabe et kulturtilbud under barsel, men også at styrke netværk, erfaringsudveksling og tilknytningen til musiklivet i en periode, hvor mange ellers oplever afstand til branchen. Alle kunstnere, der optræder i Kunst på Barsels koncertformat, er selv nylige forældre eller på vej til at blive det.

Alle koncerterne finder sted kl. 10-11, og man har kun adgang med baby.

Efterårets koncerter 2026 er:

  • Den 25. september: Astrid Engberg
  • Den 30. oktober: Stine Grøn
  • 27. november: Lowly (duo)
  • 18. december: Molina

Kom med gratis

Hvis du er på barsel og medlem af Autor, kan du skrive til os på autor@autor.dk og få billetlink tilsendt, så du og dit barn kan komme til dagskoncert. Hver forening har et begrænset antal fribilletter til rådighed til deres medlemmer.

Derudover kan billetter købes for 200 kr. på Kunst på barsels hjemmeside.

om kunst på barsel


Initiativet Kunst på Barsel udspringer af et ønske om at skabe bedre rammer for musikere i overgangen til forældreskab. Undersøgelsen Barsel i musikbranchen, udarbejdet af Equalis i 2025, peger på, at mange musikere oplever barsel som en karrieremæssig risiko. Blandt andet angiver 70 %, at de er bange for at blive glemt under barsel, mens 57 % oplever, at det er svært at vende tilbage til karrieren efterfølgende. Kunst på Barsel arbejder for at skabe konkrete alternativer til denne udfordring.

Kunst på Barsel blev stiftet i 2023 og lancerede sit koncertformat i september 2025. Siden da har projektet afholdt ni koncerter, hvoraf otte har været udsolgt, med artister som blandt andre Lucky Lo, Selina Gin og Anna Roemer. Koncerterne er blevet afholdt i samarbejde med spillesteder som Vega, Lygten Station og Urban13.

Med det nye samarbejde med Autor, DAF, DMF og DPA bliver koncertformatet nu også et samlingspunkt for barslende musikere på tværs af organisationer og faglige tilhørsforhold.