Vil du gerne have input til dine produktioner og mix og samtidig sparre med andre, så kom med i det nye netværk med lydtekniker og producer Louise Nipper. Vi starter 14. april.

Producerer du dine egne kompositioner, sange og co-writes? Vil du gerne have tekniske inputs til dine mix, give og modtage feedback på igangværende produktioner og blive bedre til at klæde dine sange på, så de kommer til deres ret? Så er dette netværk noget for dig. Netværket præsenteres af DJBFA og Koda Kultur.

Første møde i netværket er onsdag den 14. april 2021 fra kl. 10-12.

Nippers netværk er et online fællesskab med 50 pladser i netværket, der tilbyder online inspirationsoplæg fra erfarne teknikere og producere og små feedback sessions med fire deltagere i hver gruppe.

Netværket er kurateret og styret af producer og lydtekniker Louise Nipper, der også vil lægge ud med at give inputs til, hvordan vi giver og modtager hinandens konstruktive feedback i gruppen. En stor del af dette netværk handler altså om, at deltagerne bruger hinanden til at få nye inputs og forslag til deres mix og produktioner.

Vær med fra starten

Netværket kommer til at køre i hele 2021, med et møde hver 2. uge og start den 14. april 2021. Netværkets faste mødedag er onsdag formiddag fra kl. 10-12 om formiddagen.

Pga. netværkets størrelse behøver du ikke deltage hver gang, men du er velkommen til at være med til alle møder, hvis du ønsker det. Du skal dog kunne deltage de første fire mødegange, så alle kommer godt fra start – eller forpligte dig til at se en videooptagelse af de gange, hvor du er forhindret, så vi alle har samme udgangspunkt for vores feedback sessions.

Krav for at være med i netværket:

  • Du skal arbejde med dine egne produktioner.
  • Du skal have lyst til at modtage kreativ feedback og ideer til dine produktioner og mix.
  • Du skal have lyst til at give andre kreativ feedback og ideer til deres produktioner og mix.
  • Du skal kunne afsætte en times forberedelse til de feedback sessions, du deltager i, så du kan forberede feedback til de deltageres produktioner, som du er i gruppe med den pågældende gang.

1. møde: Onsdag den 14. april kl 10-12
En times oplæg, hvor Louise giver input til, hvordan vi forbereder, modtager og giver feedback til hinanden i netværket. Dernæst en times masterclass om indspilning og akustik med David Elberling.

2. møde: Onsdag den 28. april kl. 10-12
En times masterclass om produktion med Stine Drejer, en times feedback session, hvor Louise eksemplificerer, hvordan en feedback session kan forløbe ved at give feedback til fire deltageres produktioner.

3. møde: Onsdag den 12. maj kl. 10-12
Masterclass om mix med Olga Fitzroy. Hun er tyskfødt lydtekniker uddannet fra Surrey Universit og med base i London. Hun har bl.a. 10 års erfaring fra AIR Studios i London, hvor hun har arbejdet med lyd og produktion for bl.a. Coldplay, Foo Fighters og Muse.
Desuden feedbacksessions i grupper.

4. møde: Onsdag den 26. maj kl. 10-12
En times masterclass om mastering, en times Q&A med Louise Nipper. Vi afklarer eventuelle spørgsmål, som er opstået efter at have prøvet de små gruppe-feedbacks og taler om, hvordan netværket kommer til at fortsætte.

5. møde og frem
Inspirationsoplæg fra deltagerne i netværket, hvor man får mulighed for at dele sine bedste tips og tricks, samt en til halvanden times feedback session i grupper af fire.

Sådan kommer du med

For at tilmelde sig de enkelte møder, skal tilmelde sig via nedenstående link. Alle medlemmer af Koda kan tilmelde sig.

Tilmeldingsfrist til hele netværket: Mandag den 12. april 2021. Dog er det også muligt at tilmelde sig efterfølgende, indtil netværket er helt fyldt op. Så skal du bare se den/de første mødegange i optaget udgave.

TILMELD DIG HER