Kulturministeriet har præsenteret en midlertidig kulturstøtteordning, der skal hjælpe kunstnere med kombinationsindkomster gennem coronakrisen.

Den midlertidige kunststøtteordning retter sig mod kunstnere med A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på mindst 8.333 kr. månedligt i gennemsnit.

Ordningen gælder fra 9. marts til og med 8. juni 2020. Ordningen er et supplement til de øvrige tiltag og hjælpepakker, som regeringen har iværksat som følge af COVID-19.

Kulturministeriet har delt disse detaljer om ordningen:
  • Ordningen kan ansøges af kunstnere, der har en samlet A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig kunstnerisk virksomhed på mellem 100.000 og 800.000 kr. årligt, svarende til mindst 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kr. månedligt i gennemsnit i ét ud af de seneste tre år med udgangspunkt i årsopgørelser fra 2017, 2018 og 2019.
  • Kunstnere, der som konsekvens af corona-virus, forventer et tab i A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed fra det kunstneriske virke på mindst 30 pct. i forhold til den forventede indkomst i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020, kan få dækket 75 pct. af det forventede tab, dog maksimalt 23.000 kr. per måned.
  • Opgørelsen af indtægter, tab og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed skal stamme fra det kunstneriske virke.
  • Ordningen kan kun søges af kunstnere, der ikke har modtaget kompensation fra de øvrige hjælpepakker, og den estimeres på den baggrund til at koste op mod 100 mio. kr. i 2020.

Se hele aftalen (PDF, åbner i nyt vindue)

Corona-hotline

Skulle du som potentiel ansøger have spørgsmål i forbindelse med denne kunststøtteordning eller andre relevante ordninger, kan du ringe til den nyoprettede Corona-hotline: Telefonnummeret er 33 74 50 00. Telefonen er åben alle hverdage.