Oppefra Aalborg: Pressetekstworkshop
Vi stiller skarpt på, hvordan du kreerer den gode pressetekst om dig selv sammen med Emma Outzen fra Friendly PR mandag den 20. april på Korma i Aalborg.
Emma Outzen arbejder som Promotion & Project Manager hos Friendly PR, hvor hun har været i lidt over to år. Fra deres kontor i hjertet af Vesterbro i København har de gennem tiden arbejdet med et bredt udsnit af både store og små danske og internationale musikprofiler. De beskæftiger sig med storytelling og relationsarbejde på tværs af print, radio, podcasts, tv, web og SoMe. Emma Outzen kommer til at fortælle om, hvordan man skriver en stærk pressetekst!
Emma starter workshoppen ud med et oplæg, som skal inspirere til arbejdet med pressetekster. Derefter får alle deltagere mulighed for at arbejde med deres egen tekst med plads til spørgsmål og vejledning.
om oppefra
om oppefra
OPPEFRA er et nyt netværk for nordjyske sangskrivere, producere og komponister inden for den rytmiske musik. Vi har fokus på at give musikskabere faglig indsigt i de mange aspekter af musiklivet, så alt det udenom ikke forstyrrer det kreative arbejde.
Vi inviterer branchefolk, eksperter og kunstnere til at dele viden om alt det, der omgiver den skabende praksis. Formålet er at styrke den kreative udvikling ved at skabe overblik og sørge for ro i det skabende rum for nordjyske kunstnere – lige meget hvor de er i deres proces og karriere. Netværket Oppefra er et samarbejde mellem Autor og Korma i Aalborg.
OPPEFRA – fordi perspektiv og overblik er afgørende for kreativ vækst. Og selvfølgelig fordi det er os, heroppe nordpå.
praktisk og tilmelding
praktisk og tilmelding
Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig.
Hvornår: Mandag den 20. april 2026 kl 16-18
Hvor: Korma i Aalborg
OBS! Et par dage inden eventet modtager du en mail fra vært Marie Vilsbøll med yderligere informationer.
Dette arrangement bliver til med midler fra Koda Kultur og arrangeres i samarbejde mellem Autor og Korma.
Ved tilmelding bekræfter du, at du er medlem af Koda, samt at du er indforstået med, at navne på alle deltagere til arrangementer med midler fra Koda Kultur, vil blive offentliggjort på Koda Kulturs hjemmeside årligt. I lighed med modtagere af legater fra Koda Kultur. Desuden vil der blive trukket statistik i anonymiseret form til Koda Kulturs årsrapport.
