Osgoods Netværk i Ebeltoft: Talk med Niels Vincentz

Kresten Osgood og Autor præsenterer en artist talk med saxofonist og komponist Niels Vincentz på Havmøllen i Ebeltoft lørdag den 2. november.

En af de mest originale stemmer på den danske jazzscene er saxofonisten og komponisten Niels Vincentz. Kresten Osgood møder ham til en snak om musikken lørdag den 2. november 2024 kl. 16.30. Bemærk, at det er samme dag som Autor afholder konferencen Besat Af Musik i København. Dette arrangement i Osgoods Netværk finder til gengæld sted nær Ebeltoft.

Siden starten af 90’erne har Niels Vincentz været aktiv og har bl.a. udmærket sig med en række unikke samarbejder med amerikanske musikere heriblandt Chris Potter, Billy Hart, Cameron Brown, Thomas Morgan, Tom Harrel og senest Danny Grissett. Vincentz har en en original lyd på saxofonen, men han er også højt respekteret for sine højt udviklede melodiske linjer og sit store harmoniske overblik. 

Niels har undervist over det meste af landet og har række udgivelser i eget navn på samvittigheden, men han er også en eftertragtet sideman. De seneste år har han desuden været arrangør af Djursland Jazzfestival.

Denne gang rykker netværkstalken ud til en af de centrale spillesteder på Djursland Jazzfestival, hvor Kresten Osgood taler med Niels Vincentz på Havmøllen, Havmøllevej 12 uden for Ebeltoft. 

Praktisk

Hvad: Osgoods Netværk med Niels Vincentz
Hvornår: Lørdag den 2. november 2024 kl. 16.30
Hvor:  Havmøllen, Havmøllevej 12, 8400 Ebeltoft

Autors netværksarrangementer er åbne for alle interesserede Koda-medlemmer, blot man tilmelder sig – det er gratis. Arrangementerne bliver til med midler fra Koda.

tilmeld dig
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.