Produktionsnetværk for øvede producere
Har du produktioner, som du sidder med hovedansvaret for? Har du lyst til at dele ud af dine kompetencer og indgå i et udviklende netværk med andre som sidder i samme situation? Så er det her netværk noget for dig.
I produktionsnetværket mødes vi i et engageret fællesskab én onsdag om måneden med producer og tekniker Louise Nipper som tovholder. Sammen skaber vi et trygt rum, hvor vores uudgivne produktioner kan afprøves i vores fælles tænketank af kreative ideer og respons. Vi lytter alle engageret til hinandens musik, og giver vores feedback i en god og konstruktiv tone for at skabe drive og energi til at gå hjem og arbejde videre og komme helt i mål med vores egne produktioner.
Hvad kan du bruge netværket til:
Du kender sikkert følelsen af at have siddet så længe med en produktion, at det bliver svært at forestille sig, hvordan værket opleves af andres ører. Som komponist, producer eller artist er det ofte utrolig værdifuldt at få udefrakommendes feedback, før vi sætter det endelige punktum. Dette netværk tilbyder et trygt rum, hvor du kan få feedback fra andre professionelle, så du bliver styrket i de valg du tager. Du kan f.eks. bede om at gruppen fokuserer på kompositionens forløb, på den rytmiske struktur, på mixet eller den stemning som lytteren oplever. Derved kan du selv rette opmærksomhed mod de områder, hvor du måske er i tvivl. Feedbacken kan gøre dig mere bevidst om dine kunstneriske valg og om blinde vinkler, som netværket kan hjælpe med at kaste lys på.
Hvad betyder et engageret fællesskab:
Det betyder, at vi alle møder op og indgår aktivt – det er et netværk, hvor vi alle udvikler os og deler ud af den erfaring og kreative ideer, vi føler kan hjælpe produktionen med at formidle lige præcis den følelse og intention, som nummeret skal have. Det betyder, at der ikke er krav om at komme og præsentere et resultat, men at man kommer for at bidrage og modtage feedback på lige fod med alle andre i netværket. Sammen gør vi hinanden bedre, og derved bliver vi selv bedre til at tage produktionsmæssige valg, når vi sidder alene med det.
Hvem henvender netværket sig til:
- Professionelle og semi-professionelle producere
- Professionelle og semi-professionelle selv-producerende artister
Netværket sætter en ære i, at deltagerne kommer med forskellige genrebaggrunde, så mængden af idéer og kunstneriske tilgange bredes ud.
Om Louise Nipper:
Louise Nipper er indehaver af Soundscape Studio og producer med 25 års erfaring. Ud over de utallige produktioner Louise selv står i spidsen for, har Louise også erfaring som underviser og censor på landets forskellige konservatorier. Læs mere om Louise og Soundscape Studio her: http://www.soundscapestudio.dk/
praktisk info
praktisk info
Hvornår: Datoerne for møderne er: 20. august, 24. september, 22. oktober, 19. november, 10. december, alle i tidsrummet 9.30 til 14.30.
Hvor: Soundscape Studio, Forhåbningsholms Allé 16, 1904 Frb C.
Der er 12 pladser i netværket, og det er den samme gruppe, der mødes hver gang, så vi lærer hinandens smag, udtryk og kunstneriske ståsted at kende.
DET FORVENTES, AT ALLE DELTAGERE MINIMUM KAN DELTAGE VED FIRE UD AF FEM MØDEGANGE.
Ved møderne får hver deltager mulighed for at spille ét track, som de ønsker, at netværket skal lytte til og give feedback på.
Alle medlemmer af Koda kan ansøge om at blive en del af netværket. Deltagelse er gratis, da udgifterne afholdes via Autors midler fra Koda Kultur.
Ansøgningsfristen er den 21. juli 2025 – du får svar senest den 28. juli.
