RMC Writing Camp: KRYD

Ambitiøs writing camp i København til november! Skriv nye sange til den dansksprogede popkvartet KRYD. Ansøg senest 2. oktober.

Efter fire vellykkede camps, bringer Autor og RMC (Rytmisk Musikkonservatorium) igen i år studerende og mere erfarne sangskrivere/producere sammen om at skrive til en konkret artist. I 2022 arbejdede vi med Bathsheba (Universal), i 2021 Saso (Sony), i 2020 Mags (Warner) og i 2019 Clara (Sony).

Når en artist eller et band og sangskrivere medvirker i en camp sammen, så stiger chancerne for afsætningen af sangene og skærper samtidig fokus hos alle. I år er gruppen KRYD (Universal) med på campen. De er med undervejs og klar til at skrive med, prøve ting af og synge demoer.

Der skal findes i alt ni sangskrivere/producere, dels fra RMC og dels blandt Koda-medlemmer, der ansøger. Deltagerne fordeles i tre grupper med rotationer undervejs i de fire dage, campen varer.

Campen finder sted fra mandag den 20. november til og med torsdag den 23. november 2023, alle fire dage fra kl. 10.00 til ca. kl. 20.00 på RMC i København.

Campen ledes igen i år af Peter Biker, der har mange års erfaring med international sangskrivning og undervisning på RMC. Peter Biker sammensætter grupperne og coacher under hele forløbet.

om KRYD

KRYD er Anne Sofie, Signe, Maria og Viktoria – i et band, der tilsammen synger og spiller danske rock-pop-sange om alt fra de helt store følelser til nedture og hverdagspoesien i øjenhøjde.

Helt konkret både spiller, skriver og synger alle bandmedlemmer – naturligvis i en dosering som giver mening for den enkelte sang. De er vant til sessions, og de arbejder effektivt, samt er vant til at dele sig op i flere rum undervejs i campen, hvis nødvendigt. 

Universal Music Danmark er i ryggen af KRYD, der hurtigt kan udfylde et tomrum i dansk musik – alene med deres konstellation. Der arbejdes derfor i øjeblikket på nye sange og strategi, hvor 2024 for alvor er året, hvor KRYD bliver lanceret. Gruppen er en stor prioritet hos pladeselskabet.

Musikalske referencepunkter er Dolores Forever, Haim, Shit & Chanel, Anne Linnet og Holly Humperstone.

KRYD har allerede været support act til koncerter med Jada, Drew Sycamore, Dayyani og Blæst.

Se mere til KRYD på Instagram, Spotify eller Facebook.

fakta om rmc writing camp

Autor for Koda Kultur afholder hovedparten af udgifterne i forbindelse med din deltagelse, så hver deltager skal kun betale 500 kr. i egenbetaling. Der bliver serveret frokost hver dag. Bor du langt fra København, er din overnatning betalt. Vær indstillet på lange arbejdsdage.

Forløbet er organiseret af Autor og RMC. Campleder Peter Biker vil være med hele vejen.

Al musik, der bliver skrevet på campen, vil være lige split mellem dem, der er i lokalet. Her indgår KRYD som én part (ikke fire). Er man fx fire musikskabere til stede, vil rettighederne blive fordelt med 25 % til hver.

Du skal selv medbringe computer, instrument eller andet, som du skal bruge til at co-write. Der vil være mikrofoner, UAD-lydkort, klaver/flygel og evt. andre instrumenter på RMC, som kan benyttes, hvis de er ledige (ingen garanti).

Vi opfordrer både toplinere (melodi/tekst) og folk med producerkompetencer (tracks) til at søge. Kommer du med, får du – ud over muligheden for at skrive med KRYD – udvidet dit netværk af sangskrivere plus nogle super inspirerende dage.

Har du spørgsmål til campen, er du velkommen til at kontakte Peter Biker på peter.themelody@gmail.com.

Hvad: RMC Writing Camp: KRYD
Hvornår: 20.-23. november 2022
Hvor:
Rytmisk Musikkonservatorium, København.
Ansøgningsfrist: Mandag den 2. oktober 2023 kl. 23.59.

sådan søger du

Alle interesserede Koda-medlemmer kan ansøge.

Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “RMC Writing Camp”. Til ansøgningen skal du uploade/sende disse ting:

  • En kort ansøgning på ca. en kvart side. Her begrunder du, hvorfor netop du skal med på campen. Skriv også, om du forestiller dig at deltage som producer, sangskriver eller topliner (eller lidt af det hele måske).
  • En minibiografi/CV (pdf).
  • Tre musiknumre (mp3 eller m4a), som du har været med til at skrive. Husk at skrive i kommentarer til lydfilerne eller som del af din ansøgning, hvad din rolle er på numrene.
  • Valgfrit: Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Det anbefales at lave din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand, hvis du har brug for det.

Deltagerne udvælges af Peter Biker samt en anden medudvælger ud fra musikalsk niveau og erfaring på det musikalske område, men også med blik for diversitet på holdet.

ansøg her