Seminar & Bar 11. november 2026

Bliv klogere på dit blæksprutteliv som kreativ selvstændig, på AI som sparringspartner på den gode fondsansøgning eller et dyk ned i sangteksten og det feminine. Vælg dit foretrukne seminar og slut af med hyggelig fællesspisning.

Vi håber at se dig til årets sidste udgave af Seminar & Bar onsdag den 11. november 2026. Få inspiration, nye perspektiver og konkrete erfaringer fra oplægsholderne, og mød en masse søde kolleger til Seminar & Bar hos Autor i Nordhavn, helt gratis. Vælg ét af de tre seminarer og tilmeld dig.

Seminarerne er for alle interesserede musikskabere uanset medlemskaber (man behøver ikke være medlem af hverken Autor, Koda eller andet), og de afholdes kl. 16.30–18.30. Derefter er der fællesspisning og noget godt at hælde i glassene. Seminar & Bar afholdes hos Autor, Lautrupsgade 9, 2100 København Ø.

Vælg et af følgende tre seminarer:

1) Er du multipotentialist? Med Anders Greis

2) Fundraising med AI: Fra løs idé til stærkere ansøgning med Ann-Sofie Rokbøl

3) Sangteksten og det feminine med Kristina Holgersen

Læs mere om de enkelte seminarer og oplægsholderne via nedenstående faner.

Find begivenheden på Facebook.

Seminar & Bar bliver til med midler fra Tekst & Node (Copydan).

Er du multipotentialist?

Karriere- og livsdesign for multikunstnere. Er du sangskriver/producer/underviser/sideman og SoMe-manager? Eller sanger/yogalærer/vikar/bartender/musiker? Eller noget helt tredje?

Et sammensat arbejdsliv er et vilkår for mange professionelle musikere. Men hvordan får man de mange roller, interesser og kompetencer til at hænge sammen? I denne workshop undersøger vi, hvordan du kan stå stærkt i verden med dine mange interesser og faglige identiteter.

Vi tager udgangspunkt i den aktuelle viden om mennesker med mange potentialer – de såkaldte multipotentialister – og får greb om de udfordringer og de muligheder, der følger med tilværelsen som tusindkunstner. For mens livet som musiker ofte kræver, at vi kan mange forskellige ting, har vi stadig en tendens til at fremhæve specialisten, der er knivskarp på ét felt.

Seminaret giver dig nye perspektiver på dit arbejdsliv og introducerer fire karrieremodeller, der kan hjælpe dig med at skabe en mere bevidst og sammenhængende retning. Undervejs vender vi genkendelige dilemmaer, laver korte øvelser og diskuterer tilværelsen, så emnet bliver konkret og relevant for dit eget virke.

Målet er at give dig et sprog for din alsidighed og redskaber til at træffe mere bevidste valg i dit arbejdsliv, så der bliver plads til alle dine talenter.

Om Anders Greis
Anders Greis rådgiver og udvikler kunstnere gennem sin virksomhed Toponaut (tidligere KunstnerCoaching.dk). Han er cand.mag. i retorik og musikvidenskab, certificeret procesleder og selv udøvende kunstner som sangskriver, guitarist og trommeslager. Anders har bl.a. komponeret sange til Højskolesangbogen og samarbejdet med Isam B, Henrik Nordbrandt og Stine Pilgaard.

Anders Greis står desuden bag Det Tværæstetiske Netværk – et fagligt udviklingsfællesskab, hvor professionelle kunstnere på tværs af kunstarter undersøger og udvikler deres kreative praksis på Statens Værksteder for Kunst.

Fundraising med AI: fra løs idé til stærkere ansøgning

Hvordan kan du som sangskriver, komponist eller musikskaber bruge AI til at gøre fundraising lettere, hurtigere og mere overskueligt, uden at miste din egen stemme undervejs?

I dette oplæg viser Ann-Sofie Rokbøl, hvordan AI kan bruges som en konkret sparringspartner i arbejdet med fondsansøgninger. Ikke bare til at “skrive en ansøgning”, men til at stille bedre spørgsmål, skærpe projektidéen, finde den stærkeste vinkel og gøre det lettere at komme fra løse noter til en klar og sammenhængende ansøgning.

Vi ser på de mest almindelige fejl, mange begår, når de bruger AI til fundraising, og hvordan du i stedet kan bruge AI som interviewer, strukturhjælp, kritisk redaktør og kreativ sparringspartner.

Undervejs arbejder vi med konkrete eksempler og du får prompts og metoder med hjem, som du selv kan bruge i dit videre arbejde. Ann-Sofie demonstrerer også sine egne specialbyggede AI-værktøjer fra Legat Lab.

Efter oplægget får deltagerne 24 timers adgang til AI-værktøjer, så de kan teste dem på deres egne projektidéer.

På oplægget får du bl.a. indblik i hvordan du kan:

  • teste om din idé er tydelig og “legatværdig” (og dermed spare tid på at søge forgæves)
  • strukturere et væld af noter og idéer til en samlet ansøgningstekst
  • effektivisere med AI, uden at ende med en generisk ansøgning, der lyder som alle andres

Oplægget er for dig, der har et musikprojekt, en udgivelse, en koncert eller en anden idé, du gerne vil søge støtte til. Måske har du aldrig søgt før, fordi fundraising virker som en jungle, eller også er du i gang, men føler bare det er alt for tidskrævende.

Uanset, så går du fra oplægget med nye, brugbare genveje til din næste ansøgning.

Om Ann-Sofie Rokbøl
Ann-Sofie Rokbøl er musiker, underviser og founder af Full-time Creative, der bl.a. rummer Legat Lab. Her hjælper hun kunstnere og kreative med at gøre fundraising mere overskueligt, strategisk og håndgribeligt. Hun har selv søgt og modtaget tusinder af legatkroner i støtte til egne musikprojekter og har undervist mere end 1.000 kunstnere og kreative i blandt andet legatsøgning, projektudvikling, PR og kreativ forretning.

Sangteksten og det feminine

Hvem skriver de sangtekster, vi deler og spejler os i? Koda-tallene viser en stor økonomisk ulighed mellem kønnene, og kvinders og nonbinæres historier fylder stadig forsvindende lidt på hitlisterne. Dette oplæg inviterer indenfor til en samtale om, hvorfor det feminine erfaringsunivers så sjældent bliver anerkendt som noget, vi alle kan samles om.

Kristina Holgersen har med sin nye digtsamling Altid Også (2026, Alhambra) sat sangteksten og det feminine på dagsordenen på med både statistik, en undersøgelse blandt kvindelige og nonbinære sangskrivere om at skrive sangtekster samt ikke mindst en personlig fortælling. 

Undervejs bliver der plads til at vende tankerne med sidemanden og dele egne erfaringer fra det kreative liv. Uanset dit køn og din baggrund er du inviteret med til denne samtale om hvordan vi kan skabe en mere rummelig fremtid for dansk sangskrivning.

Kristina Holgersen
Kristina Holgersen er sangskriver, forfatter og adjunkt ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun underviser i tekstfaget.

Hun har arbejdet tæt sammen med markante danske forfattere som Helle Helle, Leonora Christina Skov og Stine Pilgaard. Hun har spillet dobbeltkoncerter og skrevet sange med Niels Skousen og er repræsenteret i Højskolesangbogen. Med to nomineringer til Carl Prisen som Årets Tekstforfatter og en baggrund som tidligere forperson for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik kender hun musikkens og tekstens vilkår helt indefra.

tilmeld dig

Hvis du ikke er medlem af Autor, vil vi gerne kunne sende dig lidt info om andre af vores tilbud, som er skræddersyet dig som musikskaber. Ved at tilmelde dig giver du samtykke til dette. Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at skrive til autor@autor.dk.