Skaberklubben så sit lys ved coronanedlukningen i foråret 2020 og vender tilbage i 2021 med et nyt netværksforløb med overskriften: Hvor kommer idéerne fra?

I Skaberklubben 2021 belyser vi, hvor idéerne og inspirationen kommer fra, og lægger op til en dialog mellem sangskrivere om idégenerering, kreative processer og gode arbejdsrutiner. Vi vil inspirere og udfordre hinanden til at skrive på nye måder ud fra et ønske om, at vi går fra møderne med forstærket skaberlyst.

Der er plads til 12 deltagere i netværket, som mødes på Zoom ca. hver 14. dag i løbet af de første måneder af 2021. Flere af oplæggene afholdes desuden live på DJBFA’s Facebook-side, så alle interesserede kan lytte med.

Oplæggene handler fx om: “Hvor kommer idéerne fra?” og “Hvor kommer det visuelle udtryk fra?”. Der er oplæg fra Katinka Buchwald Bjerregaard, Luna Matz (Takykardia), Lars Lilholt, Anders Rhedin (Dinner, Choir of Young Believers) og selvfølgelig netværksleder Mathias Lilholt selv.

Herunder kan du se programmet for perioden:

del 1: hvor kommer idéerne fra? (og hvordan fanger vi dem?)

Oplæg: Mathias Lilholt.

Fredag den 8. januar kl. 11.00: Oplæg af Mathias Lilholt sendes live på DJBFA’s facebookside. Deltagerne får tilsendt en ideudviklings-øvelse på mail.
Torsdag den 14. januar kl. 10-12:
Netværket mødes online første gang. Præsenterer hinanden og sig selv og går i dialog om idéer og øvelsen.

Mathias introducerer forløbet og leger i oplægget med David Lynchs citat om, at idéer er som fisk, og at vi ikke får idéer – vi fanger dem. Han kommer med et bud på hvordan man med “serendipitet” (kunsten at falde over noget interessant) kan fange idéer, man slet ikke vidste fandtes. Mathias formulerer på baggrund af oplægget en øvelse, som deltagerne laver derhjemme i perioden mellem oplægget og mødet. Til mødet præsenterer deltagerne sig for hinanden og går i dialog om hvordan de “plejer” at få idéer og hvordan de oplevede øvelsen.

del 2: når idéerne kommEr fra dagbogen og det levede liv

Oplæg: Katinka Buchwald Bjerregaard.

Fredag den 22. Januar kl. 11.00: Oplæg af Katinka sendes live på DJBFA’s facebookside. Deltagerne får tilsendt en ideudviklings-øvelse på mail.
Torsdag den 28. Januar kl. 10-12:
Netværket mødes online sammen med Katinka. Går i dialog om Katinkas oplæg og sangskriver-øvelsen.

I Katinkas pressetekst beskrives tekstuniverset som bilag og udklip fra forsanger Katinka Buchwald Bjerregårds egen dagbog; som røntgenfotografier af personlige tanker og følelser.

I oplægget fortæller Katinka om, hvordan hun arbejder med teksterne. Hvordan og hvornår bliver dagbogsnotaterne til sange? Skriver hun dagbog hver dag? Er det grænseoverskridende at dele sine følelser i sange? Kan det også være forløsende? Og er der bonus-terapeutiske fordele ved dette; får man bearbejdet nogle følelser igennem sangskrivningen? Deltagerne får en øvelse inspireret af Katinkas praksis, og til mødet taler går vi i dialog om Katinkas oplæg og øvelsen.

del 3: Hvor kommer det visuelle udtryk fra?

Oplæg: Luna Matz.

Opdatering: Der tilføjes et åbent Facebook-oplæg med Luna Matz udover det lukkede netværksoplæg.

Fredag den 5. februar kl. 11.-11.45: Liveoplæg på DJBFA’s Facebook-side med Luna Matz om, hvor det visuelle udtryk kommer fra, i Takykardias artwork, koncerter m.m. Se Facebook-begivenhed.
Torsdag den 11. februar kl. 10-12: Netværket mødes online sammen med Luna, som holder et oplæg og derefter går i dialog med netværket.

Luna er en del af den Steppeulven-nominerede trio Takykardia, og har desuden en baggrund som performancekunstner og danser. Hun iscenesætter og koreograferer Takykardias koncerter og instruerer alle deres musikvideoer. Takykardias debutalbum Better er et ambitiøst og komplet visuelt album, der udfolder et imponerende tværkunstneriske udtryk i musikvideoer til alle 14 sange. Musikvideoerne udgives i kronologisk rækkefølge til albummet og vil være komplette i løbet af i 2021.

Luna fortæller om, hvordan hun skaber, får ideer til sange og videoer på samme tid og hvorfor, det føles naturligt for hende. Hun kommer også med gode råd til, hvordan man finder sit visuelle udtryk uden, at det bliver forceret eller påtaget. Der er ikke tilknyttet en forudgående øvelse til dette møde.

del 4: når ideerne kommer fra meditation eller en rejse i idea space

Oplæg: Anders Rhedin.

Fredag den 19. februar kl. 11.00: Oplæg af Anders Rhedin sendes live på DJBFA’s facebookside.
Torsdag den 25. februar kl. 10.00-12.00

Netværket mødes online sammen med Anders. Anders guider os igennem et meditativt besøg i idea space. Derefter går vi i dialog om oplevelsen og taler om hvordan man kan bruge meditation som portal til nye kreative farvande.

Anders Rhedin er udover at være anerkendt sangskriver og producer. (Dinner, Choir of Young Believers m.fl.) også ambient-komponist og meditations-guide, og han er i øjeblikket aktiv med sine ‘Lydbade:’ en blanding af koncert, afslapningsterapi og lydhealing. Til oplægget præsenterer Anders’ tegneserieforfatteren Alan Moores koncept Idea Space, som er et meditativt sted, hvor alle menneskehedens tanker og ideer eksisterer samtidig. Til mødet guider Anders deltager igennem en meditativ rejse ind i Idea Space og derefter går vi i dialog om oplevelsen.

del 5: når ideer kommer fra historien; personer, begivenheder og myter

Oplæg: Lars Lilholt.

Torsdag den 11. marts kl. 10-12.30: Netværket mødes online sammen med Lars. Lars holder et oplæg og går derefter i dialog med netværket. Lars Lilholt har skrevet mange sange med et Danmarks- eller verdenshistorisk afsæt – f.eks. Om Hvidsten Kro, Jens Langkniv, Oluf Palme, Tycho Brahe osv. Lars fortæller hvordan han arbejder med sangskrivningen, når den er historie baseret. Hvordan researcher han? Hvordan arbejder han videre med fortællingerne og gør dem til sine egne? Fakta-tjekker han eller tillader han sig at digte videre på fortællingerne?

Efter dialogen med Lars afrunder deltagerne i netværket forløbet, og ser forhåbentlig frem mod et forår, hvor det måske begynder at være muligt at mødes IRL i DJBFA igen. Der er ikke en forudgående øvelse knyttet til dette oplæg. 

Tilmelding

Tilmelding til netværket sker efter først-til-mølle-princippet. Du skal være medlem af Koda for at tilmelde dig.

Yderligere spørgsmål? Skriv til Mathias Lilholt på matlilholt@gmail.com

Tilmeldingsfrist: Mandag den 11. januar 2021.

OBS. Netværkets faste gruppe er nu fyldt. Du kan dog stadig skrive dig på og komme på venteliste. Bemærk også, at tre af oplæggene er åbne for alle og sendes live via DJBFA’s Facebook.

SKRIV DIG PÅ VENTELISTE

DJBFA’s netværk Skaberklubben bliver til med midler fra Koda Kultur.