Skabertrang Aarhus: Kørfirs Records – et idealistisk pladeselskab

Netværket Skabertrang i Aarhus, Promus og Autor inviterer 3. oktober til en aften om, hvordan man drømmer om at få sin musik ud til andre. Med udgangspunkt i pladeselskabet Kørfirs Records og besøg af Peter Ole Pedersen.

Fra indspilning til udgivelse: Peter Ole Pedersen (Elevatorfører, The Land Band) driver det lille pladeselskab Kørfirs Records. Kørfirs Records har som sin mission at udgive musik på vinyl, skabe et fællesskab omkring musikken og gå på tværs af traditionelle genreopdelinger inden for musikverdenen.

Denne aften vil Peter trække på erfaringerne fra projektet og komme med forskellige bud på, hvordan man kan få sin musik udgivet, fortælle om sin passion for at bryde med de gængse genreforståelser inden for musikkulturen og dele sin glæde ved fysiske musikmedier.

Vejene til at komme ud med sin musik er mange og helt centralt for denne aften, vil det handle om at blive klogere på, hvad man faktisk drømmer om at gøre med sin musik, og hvordan man gerne vil præsentere den for andre.

Se Facebook-begivenhed.

om kørfirs og peter ole pedersen

Peter Ole Pedersen driver pladeselskabet Kørfirs Records og står bag de to bands Elevatorfører og The Land Band.

Peter Ole Pedersen er også redaktør på filmbogserien Kosmos og har skrevet om kunst og kultur i en række tidsskrifter, magasiner og dagblade. Peter er uddannet kunsthistoriker. Han har i en lang årrække arrangeret udstillinger, koncerter og kulturevents. I 2019 vandt han Bikubens Visionspris, der er Danmarks største udstillingspris og giver 5 millioner kroner til realisering af et udstillingsprojekt.

Om Skabertrang Aarhus

Som sangskriver fra vækstlaget har man en del kasketter, man skal jonglere med – og de skal gerne alle sammen blive i luften på samme tid. Man skal skrive sange, sangene skal indspilles og udgives, man skal stå for PR, man skal booke koncerter, optræde, stå for praktiske opgaver som kontrakter, afregning og regnskaber.

Gennem en række workshops vil netværket Skabertrang Aarhus sætte fokus på forskellige aspekter af sangskrivningen og blive klogere på muligheder og faldgruber.

Jakob Alsbjerg leder netværket. Gennem en årrække har Jakob Alsbjerg været en del af det aarhusianske sangskrivermiljø. Dels som arrangører og dels som udøvende sangskriver i bl.a. Jakob A og De Sidste.

Praktisk

Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Præsenteres af Autor i samarbejde med Promus, Aarhus. Netværket bliver til med midler fra Koda Kultur. 

Hvad: Netværket Skabertrang Aarhus: Fra indspilning til udgivelse m. Kørfirs Records
Hvornår: Tirsdag den 3. oktober 2023 kl. 19.00 – 21.00
Hvor: Promus – Produktionscentret for Rytmisk Musik, Vester Allé 15, 8000 Aarhus.

Tilmeld dig nederst på siden. Når du har indsendt formularen med dit navn og din e-mail, er du tilmeldt workshoppen – du modtager ikke nogen bekræftende mail. I ugen op til workshoppen modtager du til gengæld en mail med yderlige informationer.

tilmeld dig