Skabertrang Aarhus med Ignota PR & Promotion: Styrk din artistprofil og få mere ud af din musik

Musikskaber i Aarhus? Kom med til en aften med fokus på PR, promotion og artistudvikling ved Isse fra Ignota PR & Promotion tirsdag den 13. oktober 2026 kl. 19-21.

Det aarhusianske musikskabernetværk Skabertrang, Promus og Autor inviterer 13. oktober til en aften med fokus på, hvordan du som artist kan arbejde strategisk med PR, sociale medier, radio, presse og live – og få de forskellige dele af din karriere til at spille bedre sammen. Med oplæg fra Isse Sandorf Uth Jacobsen fra Ignota PR & Promotion.

Kom til en aften, hvor du får konkrete tips til, hvordan du kan styrke dine sociale medier, bruge radioafspilninger og presseomtale aktivt og få større effekt af de resultater, du allerede skaber. Isse fortæller også om, hvad et PR-bureau kan gøre for dig, og hvilke tendenser hun ser lige nu i det danske radio- og medielandskab.

Derudover stiller vi skarpt på, hvorfor det sjældent er én enkelt indsats, der flytter en artist. Sociale medier, radio, presse, livejobs, distribution og den overordnede fortælling om dig som artist hænger sammen. Du får derfor inspiration til, hvordan du kan prioritere hele pakken og arbejde mere strategisk med din musik og dit personlige brand.

Om Isse Sandorf Uth Jacobsen

Isse er selvudgivende artist, turnerende musiker og uddannet cand.jur. Hun har gennem mere end 10 år opbygget erfaring fra musikbranchen med airplay på blandt andet P4, P5 og en lang række lokalradioer, placeringer på nogle af de største danske playlister samt koncerter på festivaler som Vig Festival, Skive Festival og Nibe Festival.

Isse har desuden headlinet venues som Musikhuset Aarhus og Grønnegades Kaserne samt spillet support for Lis Sørensen, Krebs/Falch, Jesper Lindell (S) m.fl. De erfaringer bruger hun i dag til at hjælpe andre artister gennem Ignota PR & Promotion.

om skabertrang aarhus

Som sangskriver fra vækstlaget har man en del kasketter, man skal jonglere med – og de skal gerne alle sammen blive i luften på samme tid. Man skal skrive sange, sangene skal indspilles og udgives, man skal stå for PR, man skal booke koncerter, optræde, stå for praktiske opgaver som kontrakter, afregning og regnskaber.

Gennem en række workshops vil netværket Skabertrang Aarhus sætte fokus på forskellige aspekter af sangskrivningen og blive klogere på muligheder og faldgruber.

Jakob Alsbjerg leder netværket. Gennem en årrække har Jakob Alsbjerg været en del af det aarhusianske sangskrivermiljø. Dels som arrangører og dels som udøvende sangskriver i bl.a. Jakob A og De Sidste.

praktisk

Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Præsenteres af Autor i samarbejde med Promus i Aarhus.

Netværket bliver til med midler fra Koda Kultur.

Hvad: Skabertrang Aarhus med Ignota PR & Promotion: Styrk din artistprofil og få mere ud af din musik
Hvornår: Tirsdag den 13. oktober 2026 kl. 19-21
Hvor: Promus, Vester Allé 15, 8000 Aarhus.

OBS! Når du har indsendt formularen med dit navn og din e-mail, er du tilmeldt workshoppen – du modtager ikke nogen bekræftende mail. Nogle dage inden workshoppen modtager du en mail fra netværksleder Jakob Alsbjerg med yderligere informationer.

Ved tilmelding bekræfter du, at du er medlem af Koda, samt at du er indforstået med, at navne på alle deltagere til arrangementer med midler fra Koda Kultur, vil blive offentliggjort på Koda Kulturs hjemmeside årligt. I lighed med modtagere af legater fra Koda Kultur. Desuden vil der blive trukket statistik i anonymiseret form til Koda Kulturs årsrapport.

tilmeld dig
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.