Skriveflow med Cecilia Krill

Trænger du til at befri din skrivestemme fra kontrolfreakens perfektionistiske jerngreb, og få værktøjer til at skrive mere frit? Så er dette forløb noget for dig!

Lær at skrive præstationsfrit og flydende på holdet Skriveflow med Cecilia Krill. Her mødes vi online en time tre mandage, og får du gode råd til nye skrivevaner og konkrete metoder til at tjekke ind med dig selv fra et præstationsfrit sted. Her kan du:

  • Vække din skrivesans
  • Skrive fordybet, legende og nysgerrigt
  • Styrke din drømmekraft (ikke din dømmekraft)
  • Få noget fra hånden, uden præstationspres og selvcensur

Det handler ikke om at blive bedre til at skrive. For én gangs skyld handler det om at være mere interesseret end interessant, og mere sig selv, end nogen som helst anden. På den måde kan du få hul på dine skriveblokeringer, og lære at skrive tanker og tekster, der kommer lige fra hjertet. Cecilia guider små opvarmende skriveøvelser, der vækker skrivesansen, inden hun leder os igennem et længere stræk af det, hun kalder fordybet essensskrivning. Du skal kun tænke på at have papir og pen ved hånden, lave din yndlingskop te eller morgenkaffe og logge på. Morgenhår er velkomment.

PS: og du behøver ikke have en skriveblokering for at være med.

Hvornår: tre mandag morgener den 28/4, 5/5 og 12/5 fra klokken 9.00 – 10.00.

Hvor: online i Zoom med plads til 25 deltagere.

 Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Der er 25 pladser og tilmelding er først til mølle.

Tilmeld dig skriveflow

Forløbet er støttet af Koda Kultur.