Tirsdag den 3. december afholdes der igen Songwriters masterclass. Denne gang med Anne Dorte Michelsen, Andreas Sommer, Mads Langer og Marcus Winther-John. Tilmeld dig eller livestream hjemmefra.
DPA (Danske Populær Autorer), Koda og DJBFA afholder tirsdag den 3. december ny Songwriters masterclass. Denne gang får vi besøg af Anne Dorte Michelsen, Andreas Sommer, Mads Langer og Marcus Winther-John.
”Der kan være lige så mange fremgangsmåder i sangskrivning, som der er sangskrivere. Men ét er sikkert, vi kan alle få gavn af hinandens erfaringer og tanker” – Marcus Winther-John.
Ligesom til de tidligere omgange Songwriters masterclass kigger vi under kølerhjelmen på nogle af vores prominente sangskriveres sange i selskab med Marcus Winther-John som kvalificeret guide. Vi tager os tid til at nørde igennem og tale om struktur, inspiration, kreative vaner og teknikker. Vi taler forskelle og ligheder i arbejdsmetoder – så vi alle går hjem med et lidt større kreativt univers.
Første del af arrangementet er en artist talk med de velrenommerede sangskrivere Anne Dorte Michelsen og Mads Langer. Herefter vender vi blikket mod jeres musik, når sangskriverne sammen med producer Andreas Sommer og Marcus Winther-John giver feedback på udvalgte medlemmers sange.
Arrangementet livestreames af Koda.
Program
Kl. 17:00 – 17:10 Velkomst.
Kl. 17:10 – 18:10 Artist talk.
Kl. 18:10 – 18:20 Pause.
Kl. 18:20 – 19:20 Feedback på din musik.
Kl. 19:20 – 19:50 Spørgsmål & afrunding.
Kl. 19:50 – 20:30 Social hour.
Med forbehold for mindre ændringer.
Praktisk
Arrangementet finder sted tirsdag den 3. december 2019 hos Koda, Lautrupsgade 9, 2100 København Ø.
NB. Arrangementet er nu fuldt booket, og der er lukket for tilmeldinger.
Du kan følge arrangementet via hjemmefra på dagen via Kodas livestreaming.
Ønsker du feedback på din musik eller har du et spørgsmål?
Ønsker du at være blandt dem, der får feedback på en af dine sange, så send lydfil og tekst til marcus@dpa.org senest den 26. november. Specificer her venligst, hvad du gerne vil have feedback på. Det kan være alt fra konkrete udfordringer i teksten til sangens struktur m.v., men det er vigtigt, du beskriver din udfordring så detaljeret som muligt. Det er en forudsætning, at du vælger en sang, du stadig arbejder på, så den feedback, du får, kan bruges aktivt.
Bliver din sang valgt, vil den blive afspillet i salen og eventuelt indgå i videoen fra arrangement på Kodas YouTube kanal. Du vil få direkte besked inden arrangementet. Du skal også være mere end velkommen til at sende en mail med et spørgsmål, du godt kunne tænke dig at få besvaret under arrangementet.
(Foto: Koda, PR-fotos – Anne Dorte Michelsen fotograferet af Robin Skjoldborg, Mads Langer fotograferet af Alex Høgh Andersen.)