Hvad har Henrik Marstals forældre til fælles med Roger Federer? Begge har fået to sæt tvillinger. Det vender vi tilbage til.

Henrik Marstal er klar med sit femte soloalbum under sit Starchild-alias.

Albummet fortsætter rækken af Marstals kunstneriske afsøgninger ud i instrumentale, ambiente teksturer, hvor optagelser af akustiske instrumenter som cello, klaver og marxofon bliver processeret gennem et arsenal af analoge effektpedaler, ligesom effektpedalerne selv bliver anvendt som instrumenter.

Hvorfor 1+1+1+1? Fordi Marstal er tvilling og bror til endnu et sæt tvillinger. Albummet søger tilbage til denne tidlige del af Marstals barndom, hvor hans interesse for ikke blot tal, men også ord, musik og narrativer blev vakt. Han husker tilbage på denne del af sit liv som en periode, der ligesom albummets musik var statisk, men alligevel præget af meget langsomme forandringer.

Albummet er komponeret, produceret, arrangeret og fremført af Henrik Marstal (cello, klaver, marxofon, effektpedaler, bearbejdede fundne lyde) i Valby, København, i 2018 og 2019.

1 + 1 + 1 + 1 udkom 20. august på Machinedrops.