Summer Session kompositionshold med Django Bates

Autor og JazzDanmark er gået sammen om at præsentere en komponistworkshop under årets jazzstævne Summer Session den 2.-8. august. Workshoppen har fokus på mødet mellem komposition, notation og det fremførende ensemble. Ansøgningsfrist: 12. april.

Summer Session er JazzDanmarks traditionsrige musikstævne, der henvender sig til professionelle jazzmusikere fra ind- og udland. I år møder Summer Session og Autors camps hinanden i form af et særligt kompositionshold under Summer Session den 2.-8. august 2026. Med ingen ringere den anerkendte britiske pianist og komponist Django Bates i spidsen.

Kompositionsholdet bliver en integreret del af Summer Session og vil indgå i stævnets daglige program. Alle medlemmer af Koda kan ansøge om en af de otte pladser på kompositionsholdet. Projektet støttes af Autors midler fra Koda Kultur, men der er stadigvæk en egenbetaling på 7.000 kr. for deltagelse.

Ugen vil have særligt fokus på deltagernes egne kompositioner og er tænkt som både et kreativt laboratorium og et praktisk arbejdsrum. Deltagerne vil få indblik i Django Bates’ arbejdsmetoder og viden, mens der arbejdes med egne værker, som kan afprøves og udvikles i samarbejde med stævnets musikere.

Forud for Summer Session vil hver deltager på kompositionsholdet få et individuelt onlinemøde med Django Bates, hvor der vil være mulighed for at drøfte egne idéer, skitser eller værker som forberedelse til arbejdet med disse under stævnet.

Som en del af Summer Session vil kompositionsholdets deltagere også indgå i stævnets øvrige aktiviteter, herunder koncerter, masterclasses, daglige rotationer, hvor stævnets andre instruktører gæster de andre workshops for nogle timer, og de mange jamsessions, der opstår rundt omkring på højskolen i løbet af aftenerne.

Summer Sessions kompositionshold laves i samarbejde mellem Autor og JazzDanmark med midler fra bl.a. Koda Kultur.
 

om summer session

Summer Session er Jazz Danmarks traditionsrige musikstævne, der henvender sig til professionelle jazzmusikere fra ind- og udland. Årets Summer Session fakultet består af Milena Casado, Tarus Mateen, Eric McPherson, Cheick Tidiane Seck og Juliana Venter. Summer Sessions kunstneriske ledelse er Cornelia Nilsson og Jakob Dinesen.

Summer Session 2026 byder på en intens uge med fordybelse, inspiration og videreuddannelse i jazz på højeste internationale niveau. Jazzstævnet samler et stærkt fakultet bestående af fem markante musikere. Som noget helt nyt præsenteres også en kompositionsworkshop sideløbende med stævnets velkendte elementer.

Stævnet henvender sig til professionelle jazzmusikere fra ind- og udland. Årets Summer Session fakultet består af Milena Casado, Tarus Mateen, Eric McPherson, Cheick Tidiane Seck og Juliana Venter. Summer Sessions kunstneriske ledelse er Cornelia Nilsson og Jakob Dinesen.

om django bates

Django Bates er en britisk jazzmusiker, komponist og bandleder. Han regnes som en af Storbritanniens mest markante jazzmusikere og arbejder på tværs af stilarter fra tidlig jazz og bebop til free jazz og fusion og med så forskellige instrumenter som klaver, keyboard og tenorhorn. Han har optrådt sammen med folk som Michael Brecker, Bill Bruford, Sidsel Endresen og Jack DeJohnette. Som komponist arbejder han med jazz, men også med klassisk musik samt musik til teater.

fakta om campen


Hvad: Summer Session Kompositionshold
Hvornår: 2.-8. august 2026 (den 8. august er hjemrejsedag uden program).
Hvor: Krogerup Højskole, Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk
Egenbetaling: 7.000 kr. Inkluderet er al undervisning, workshops op til camp-ugen og en uges ophold på højskolen inkl. kost og logi.
Ansøgningsfrist: Søndag den 12. april 2026 kl. 23.59.
Svar på ansøgning: ultimo april 2026.

Campen bliver til med midler fra Koda Kultur.

sådan søger du

Du skal være medlem af Koda for at ansøge. Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Mit-ID. Vælg Arbejdsophold (Camps) og dernæst “Summer Session”.

Her bliver du bedt om:

  •    En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du skal med på campen:
    I teksten bedes du oplyse:
    • Mobil nr
    • Website
    • Kost: vegetar/ veganer/ allergier
    • Hovedinstrument
    • Andre instrumenter du spiller på
    • Musikalsk uddannelse
    • Spillestil
  • Bio/CV (pdf).
  • Tre af dine musiknumre – du kan vedhæfte dem som mp3 eller indsætte links. Du bedes skrive, hvordan du har bidraget til numrene.

Ansøgningerne vil blive gennemgået af et kuratorudvalg med Anne Eltard fra Autors bestyrelse og Lars Thor Jensen fra JazzDanmark. Udvalget fokuserer på ansøgernes musikalske stil, instrumenter og erfaring.

Har du tekniske problemer i ansøgningssystemet? Så kan du kontakte Koda Kultur på kodakultur@koda.dk

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp, hvis nødvendigt.

ansøg her

Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.