Tre ting vi lærte til Besat Af Musik 2023
Autors konference for musikskabere, Besat Af Musik, løb af stablen den 4. november. Her er tre pointer, vi særligt husker fra dagen.
Alle 150 pladser til Autors musikskaberkonferencen Besat Af Musik 2023 var “udsolgt”, og vi er meget glade for den store opbakning blandt komponister og sangskrivere til en dag med fællesskab og fælles inspiration. Stor tak til alle deltagere og oplægsholdere!
Her er tre pointer fra Fallulah, Henrik Marstal og Lucky Lo, vi især hæftede os ved på dagen:
1. Lyttere, der har sat sig ind i musikken, er mere værd
“Jeg har oplevet, at folk meget mere går ind og hører noget, de rent faktisk har sat sig ind i”. Fallulah har sagt farvel til streamingtjenester, og til Besat Af Musik delte hun sine erfaringer. Bl.a. med salget af sit seneste album, Celeste, på vinyl, CD (ja!) og online. Selvom det også har givet mening økonomisk, har Fallulah især oplevet at få mere dedikerede lyttere og et livepublikum, der ikke kun kender et par hits, men hele hendes album på en helt anden måde end før.
2. Brugbare succeskriterier efterlyses
”Musikkens ‘stjernesystem’ bidrager til urealistiske forventninger til ens egen formåen, som betyder, at langt størstedelen oplever at skulle leve med en enorm skuffelse, fordi ens succeskriterier ligeledes viste sig at være urealistiske,” skriver Henrik Marstal i rapporten “Når musikere mister glæden ved musik”. Han præsenterede pointer fra de 18 interviews med musikere, komponister og sangskrivere, der udgør rapporten, som er blevet til i samarbejde med DMF og Autor. Læs rapporten her.
3. “Community og connection vinder altid”
Lo Ersare alias Lucky Lo afrundede Besat Af Musiks program med sin egen historie om at følge drømmen, opdyrke sit eget marked – i hendes tilfælde i Japan. Hun fik også alle med på fællessang.
Og så mindede hun os om, at man altid kommer længst med fællesskab og menneskelige relationer. “Jeg prøver at give noget til dig frem for at tænke på, hvordan jeg kan få dig til at give mig det, jeg gerne vil have.”
Dagens musikkonference bød også på indblik i tværkunstneriske projekter fra komponist Signe Lykke og viden om, hvordan man kommer i flow fra Hans Henrik Knoop. Nicolai Franck fra Koda gjorde os klogere på AI lige nu, og Louis Jarto leverede et musikalsk overraskelsesangreb og fortalte om at lave ”random koncerter”, indtil han står på Orange Scene. Læs mere om konferencens program.
Tak til Københavns Kommune for støtte til Besat Af Musik.