Sangskriver Claus Hempler og filmkomponist Jeppe Kaas har modtaget årets DJBFA hæderspriser for deres musik. Fenja fik årets Upcoming-pris, mens Lena Brostrøm fik bag-om-musikken-prisen.

For 40. gang uddelte landets største forening af rytmiske komponister og sangskrivere, DJBFA, hæderspriser til markante og talentfulde komponister den 12. september 2021 i København.


Navnet er Hempler

”Navnet er Hempler, med fornavnet Claus,” lyder introen på sanger og sangskriver Claus Hemplers 2019-album Kuffert fuld af mursten. Et album, der har markeret et sprogligt skifte for den tidligere Fielfraz-frontmand og senere solist. Han modtog søndag en hæderspris for sin mangeårige karriere i dansk rock og ikke mindst for de senere års dansksprogede sange.

Komponist Victor Dybbroe fra DJBFA’s bestyrelse overrakte ham prisen med ordene:

”Det er få kunstnere forundt at kunne skrive sange på engelsk og det danske modersmål med samme styrke og troværdighed. Ikke desto mindre virker det legende let, og som det mest naturlige for Claus Hempler. At lave dette skift, efter en lang karriere fuld af stærke album, det kræver nysgerrighed, mod, opfindsomhed og hårdt arbejde – hvad man kunne betegne som indbegrebet af, hvad det vil sige at være et kreativt og skabende menneske på højeste niveau.” Christina Boelskifte sang Hemplers ”Tung tweed i juli” som en del af hyldesten til en rørt Claus Hempler.

Hyldest til Kaas’ filmmusik

Komponist og næstformand i DJBFA, Jesper Hansen, overrakte en hæderspris til filmkomponist Jeppe Kaas for dennes solide bidrag til dansk filmmusik. Jeppe Kaas står bag alt fra jazzet 20’er-trompet til Badehotellet, et stort symfonisk score til Skammerens datter, modernistiske og krøllede klange til film af Anders Thomas Jensen, skræmmende elektronisk ambience til Under overfladen, familiehyggemusik til Far til fire.

Kram og ros fra Jesper Hansen til hædersprismodtager Jeppe Kaas. Foto: Daniel Nielsen

”Alle os, der laver filmmusik, har i bund og grund den samme mission: Ikke alene vil vi skrive den bedste musik, vi kan, til en produktion. Vi vil også gerne forstå filmen og være en del af holdet, så vi ikke bare leverer god musik, men den rigtige musik og være den fede – og dedikerede – samarbejdspartner. Det er svært at komme i tanker om nogen, der gør det bedre end Jeppe Kaas,” lød det i talen fra Jesper Hansen.

Ginne Marker leverede en smuk guitarfortolkning af Jeppe Kaas’ instrumentale musik fra Skammerens datter sammen med aftenens husorkester.

Fenja på vej frem

Fenja. Foto: Daniel Nielsen

Hvert år uddeler DJBFA en Upcoming-pris til en talentfuld yngre komponist på vej frem. I år gik prisen til Freja Kristensen alias Fenja.

Fenja er aktuel med debutalbummet Flugtdyr, der indeholder sensibel, dansksproget popmusik, der, ifølge prisoverrækker og DJBFA-forkvinde Anna Lidell, viser ”det svære ved at turde være sårbar og række ud og tage imod kærlighed”.

Fenjas ambition er at skabe poetisk popmusik, der udfordrer billedet af, hvad popmusik er i dag. Sanger Jimmy Jørgensen fortolkede titelnummeret fra albummet; ”Flugtdyr” live på scenen.

Bag-om-musikken-pris til Lena Brostrøm

Lena Brostøm. Foto: Daniel Nielsen

Ved siden af komponistpriserne hædrer DJBFA nogen, der på anden vis gør noget særligt for musikken i Danmark. I år gik denne pris til Lena Brostrøm, nu afgået mangeårig forperson i Dansk Artist Forbund.

Her har Lena været en uundværlig samarbejdspartner og stemme, der utrætteligt har arbejdet for de udøvende musikeres vilkår, og for fællesskab og ligestilling blandt musikkens folk. Hun fik overrakt prisen af komponist og saxofonist Pernille Bévort fra DJBFA’s bestyrelse.

Årets hædersprisfest  

Årets traditionsrige hæderspriser blev uddelt søndag den 12. september i Koda-bygningen i København, hvor DJBFA har til huse til daglig. I år blev prisfesten dermed holdt ”hjemme” på adressen foran en sal fyldt af komponister og sangskrivere.

Aftenens husorkester bestod af Jørgen Lauritsen, Jonas Johansen og Kristin Korb. Søren Baun for musik og sang ved klaveret i aftenens løb.

Modtagerne af årets hæderspriser er valgt af DJBFA’s bestyrelse bestående af medlemsvalgte komponister. Med de musikalske hæderspriser følger konkrete beløb til støtte for komponistens videre arbejde. Hæderspriserne og fejringen bliver til med midler fra Koda Kultur.

På prismodtagernes statuetter står der ”Autor” i år – ikke ”DJBFA”. Det skyldes, at DJBFA – Danske Jazz, Folk og Beat Autorer – ved årsskiftet går over til navnet Autor. Priserne var dermed de første i en lang række af kommende Autor-hæderspriser.