Anna Lidell ny forperson for Koda
Autors forperson, Anna Lidell, er valgt til ny forperson for Koda fra maj 2022. Hun fortsætter selvfølgelig stadigvæk som Autors forperson sideløbende.
Autors forperson Anna Lidell er blevet valgt som ny forperson for Koda. Stort tillykke med posten til Anna og tillykke til Kodas medlemmer.
“Jeg takker for tilliden og ser frem til at løfte det store ansvar, det er at stå i spidsen for en medlemsejet organisation med godt 49.000 medlemmer. Som forperson vil jeg arbejde for at give Koda en tydelig stemme i debatten, så betydningen af rettigheder bliver noget, vi alle sammen kan forholde os til. Musikken er en helt central del af vores alles hverdag. Uden dem, der skaber den og får den bredt ud, er der ingen musik. I mine øjne er Koda et af de bedste rettighedsforvaltningsselskaber i verden, der går aktivt foran i det internationale samarbejde om at udvikle fremtidens rettighedsvaretagelse. Det kræver tætte internationale relationer, og dette arbejde ser jeg frem til at kaste mig ud i,” udtaler Anna om det kommende arbejde i Koda.
Anna har været næstforperson i Kodas bestyrelse siden 2019, og fortsætter altså nu som bestyrelsesforperson. Udover valget af Anna Lidell blev henholdsvis direktør for musikforlaget Edition Wilhelm Hansen, Loui Törnqvist, og forperson i Danske Populær Autorer, Tobias Stenkjær, valgt som næstforpersoner i Kodas bestyrelse.
Hun vil naturligvis stadigvæk fortsætte som forperson for vores forening, Autor / Komponister og Sangskrivere.