Autor bakker op om Musik For Livet

Din musik kan være med til at støtte børn, der er ramt af kræft. Et nyt initiativ fra Kræftens Bekæmpelse kobler musik og indsamling. Autor støtter op. I første omgang ved at sprede budskabet til jer medlemmer og håbe, at I vil være med.

Coveret af Musik For Livet, forfatter bakker op.

Musik kræver ikke anledning. Men at støtte en god sag ved at spille og synge giver mening. Det er ideen bag Musik For Livet, som er et nyt initiativ under kampagnen “Kræft er ikke for børn” i Kræftens Bekæmpelse.

Musik For Livet er en landsdækkende indsamling, hvor du via musikarrangementer, koncerter og fællessang samler ind til børn og unge, der er ramt af kræft eller har sygdommen tæt på. Alle med relation til musikmiljøet kan tage initiativ til en Musik For Livet koncert og lade musikken gøre en forskel for andre. I som professionelle har en chance for at gøre den lidt større.

bliv en del af musik for livet

I kan vælge at lave et arrangement med fokus på den genre eller det musikalske tema, I har lyst til. Præcis som det passer jer. Ideen er, at I bidrager med musikken, mens publikum bidrager til indsamlingen. I kan altså koble jeres indsamling på et allerede planlagt arrangement, eller I kan opfinde et helt nyt.

I kan også hjælpe med at fortælle om Musik For Livet til andre sangskrivere, sangere musikere og arrangører, som kan have interesse i at medvirke. Musik For Livet foregår primært i maj-juni, hvor Kræftens Bekæmpelse også gennemfører PR og markedsføring omkring projektet. Passer det ikke i din kalender, kan du sagtens støtte op på andre tidspunkter i løbet af året.

Du kan læse meget mere om Musik For Livet på www.musikforlivet.dk  – eller vær med på et af Kræftens Bekæmpelses online infomøder. Du kan tilmelde dig ved at skrive til barn@cancer.dk. Har du spørgsmål eller gode ideer, er du også velkommen til at skrive til barn@cancer.dk eller ringe til kampagneansvarlig Lise Atzen Bjerregaard på 20 25 36 63.

Musik For Livet: Stor online auktion

Gemmer du på noget, som kan indbringe penge og gøre gavn for børn, der er ramt af kræft?

I starten af maj gennemføres en Musik For Livet online auktion. Vi har lovet at være med til at samle ind hos Autors medlemmer.

Har du sjove, skæve eller unikke ting og sager, som bare står og støver til? Måske en håndskrevet sangtekst til gammelt hit, en gammel koncertplakat, din brugte guitar eller keyboardet fra ’96, det jakkesæt eller den kjole, du flashede i din debutkoncert, dine sejeste solbriller, billetter til din næste koncert, en personlig frokost med 1-2 fans, en intimkoncert – eller hvad du nu lige kan komme i tanke om.

Alle bidrag er velkomne. Har du bidrag, så kontakt autor@autor.dk. Så hjælper vi med det praktiske.