Autors hæderspriser 2022 går til…

Musikken og dem, der skaber den, blev hyldet, da Coco O., Kjartan Arngrim og Nikolaj Hess modtog komponisthæderspriser. Karl Kristian fik årets Upcoming-pris, og Morten Alfred Høirup modtog organisationspris.

For 41. gang uddelte Autor, landets største forening af rytmiske musikskabere, hæderspriser til nogle af dem, der skaber musikken, onsdag den 14. september 2022 i København.

SE GALLERI FRA HÆDERSPRISFESTEN HER.

Coco O.

Coco Maja Hastrup Karshøj alias Coco O. modtog en af aftenens hæderspriser. Rikke Østergaard fra Autors bestyrelse overrakte Coco prisen på baggrund af hendes musikalske arbejde i en årrække med først Quadron sammen med Robin Hannibal, hendes talrige samarbejder med bl.a. Drake, Kendrick Lamar, Tyler the Creator m.fl. Og ikke mindst soloalbummet It’s a Process (2021): ”Tilsammen har Coco skabt et inviterende, på samme tid beroligende og forstyrrende og ikke mindst tankevækkende univers – og hvad mange måske ikke ved er, at hun også selv har produceret størstedelen af musikken,” lød det. 

Coco takkede for prisen og fremhævede i sin tale, at hun især var glad for, at Autor hædrer komponister og sangskrivere – og glad for at modtage den hæder, da kvindelige komponister og sangere ofte kun hyldes for deres stemme, selvom sangskrivningen – som i Cocos tilfælde – tit er det, man bruger allermest tid på. Cocos sang ”Mit sind” blev frit fortolket af Claus Høxbroe og The Ardeal Project.

Kjartan Arngrim

Andreas Sommer overrakte hæderspris til Kjartan Arngrim fra Folkeklubben med ordene: ”Kjartan Arngrim har med Folkeklubben beriget danskerne med nærværende og insisterende sange med tyngde, kløgt og iørefaldende melodier. Som dansksproget sangskriver har han gennem 10 år og på fem album for alvor cementeret sin status som én af sin generations største poeter, og de skarpe, bidske, filosofiske og til tider satiriske tekster har været med til at sætte både Folkeklubben på Danmarkskortet og bringe folk-musikken tilbage på hitlisterne. ”

Kjartans musikalske hyldest stod Luna Ersahin (AySay) for sammen med aftenens husorkester med en dansk-tyrkisk version af Folkeklubbens ”Hvor smukt kan det regne”.

Nikolaj Hess

Nikolaj Hess med hæderspris. Foto: Daniel Nielsen

Jazzpianist og komponist m.m. Nikolaj Hess fik overrakt hæderspris for sit mangefacetterede og omfangsrige musikalske arbejde, både som solist, i talrige konstellationer med internationale jazzstjerner og med sine brødre, Emil og Mikkel Hess, i Hess Is More. Prisen blev overrakt af Autors ene næstforperson Lasse Matthiessen (og kommende vikarierende forperson, når Anna Lidell snart går på barsel).

Hess’ takkede rørt for anerkendelsen og fremhævede især det fællesskab, som aftenen udgjorde – i et rum fyldt af kolleger, og det fællesskab, musikken skaber mellem mennesker. LiveStrings & The Ardeal Project fremførte en instrumental fortolkning af Hess’ toner.

Årets Upcoming-pris: Karl Kristian

Autor har de senere år uddelt en særlig pris til et yngre talent på vej frem; Upcoming-prisen. I år modtog Karl Kristian Thuesen Upcoming-prisen.

Upcoming-prismodtager Karl Kristian. Foto: Daniel Nielsen

Karl Kristian står bag albummet Før jeg sover ind fra 2019. Ayoe Angelica stod for Karl Kristians musikalske fortolkning og overraskelse. Prismodtageren blev offentliggjort allerede inden hædersprisfesten. Læs mere og se miniportræt af Karl Kristian.

Som Astrid Cordes sagde i sin motivationstale til ham: ”Karl Kristian er bannerfører for det nære, det langsomme, det uprætentiøse og det jordnære. At lytte til hans musik er oplevelsen af at møde mennesket Karl Kristian. Det gælder både, når han optræder med fuldt rockorkester, når man hører han på anlægget i stuen eller han står alene med sin guitar.”  

Årets bag-om-musikken-pris: Morten Alfred Høirup

Til hædersprisfesten sætter Autor også fokus på nogen, der på anden vis gør noget særligt for musikken i Danmark med Organisationsprisen; den såkaldte bag-om-musikken-pris. I år går den til en komponist – men i denne sammenhæng blev han hyldet for sit utrættelige formidlingsarbejde for folkemusikken i Danmark; blev Morten Alfred Høirup.

Om det så er i sin tid på DR, med ”Katten i sækken” eller RadioFolk, har Morten Alfred Høirup til stadighed udbredt kendskabet til genren samt opdateret og understøttet en scene, der har vanskeligere ved at profilere sig på de gængse platforme end de fleste andre genrer.

Hædersprisfesten anno 2022

Årets traditionsrige hæderspriser fra musikkens skabere til musikkens skabere blev uddelt onsdag den 14. september i Koda-bygningen i København, hvor Autor også har til huse, foran en sal fyldt af komponister og sangskrivere. Forperson Anna Lidell holdt velkomsttalen, og Autors ene næstforperson Jesper Hansen var aftenens vært.

Aftenens solister på scenen stod for de musikalske hyldester til hædersprismodtagerne sammen med aftenens husorkester ledet af Nicolai Kornerup med Siv Øyunn (trommer) og Live Johansson (cello).

Modtagerne af årets hæderspriser er valgt af Autors bestyrelse bestående af medlemsvalgte komponister. Med de musikalske hæderspriser følger 25.000 kr. til støtte for komponistens videre arbejde. Hæderspriserne og fejringen bliver til med midler fra Koda Kultur.