Årets modtager af Upcoming-prisen
Modtageren af den første af årets hæderspriser; Autors Upcoming-pris 2022, er Karl Kristian Thuesen. Prisen uddeles den 14. september til Autors Hædersprisfest.
Op til Autors traditionsrige hædersprisfest 2022 afsløres én af prismodtagerne. Den unge singer-songwriter Karl Kristian Thuesen modtager årets Upcoming-pris. Stort tillykke!
Autors Upcoming-pris 2022 går til Karl Kristian Thuesen, der udgiver musik under navnet Karl Kristian. Han står bag Albummet Før jeg sover ind fra 2019. Han er også stemmen bag singlen ”Hvide sande”; en sang om han hjemstavn på Vestkysten. Lige for tiden er Karl Kristian højaktuel med ”Film fra Næsbygaard” og på vej med et nyt album.
Vi mødte ham i hans hjemmestudie til en snak om musikken.
”Det største er det med ikke at gå på kompromis med sig selv, at holde fast i det jordnære og holde fast i det sjove ved at spille musik. At det faktisk er nok til at drive det, og at sangene nok skal blive hørt lige så stille,” lyder det fra Karl Kristian.
Autors hæderspriser
Prisen uddeles af Autor / Komponister og Sangskrivere til et ungt talent på vej frem som et ekstra skub fremad. Prisen overrækkes til Autors Hædersprisfest onsdag den 14. september 2022 kl. 19 hos Autor i København. Her uddeles også hæderspriser til tre øvrige, etablerede komponister samt en bag-om-musikken-pris.
Tidligere modtagere af Autors – tidligere DJBFA’s – Upcoming-pris er bl.a. Fenja, Hjalte Ross, Marie Louise Buch (ML Buch), Rasmus Kjærgaard Lund og Anna Mose (Gerda Monroe). Med årets pris følger 25.000 kr. som støtte til modtagerens fremtidige arbejde med musikken. Hæderslegatet uddeles via Autors midler fra Koda Kultur.
Autors hædersprismodtagere er udvalgt af Autors bestyrelse. Kandidaterne til Upcoming-prisen er ”nomineret” af medlemmerne af Autors legatudvalg fra 2021-22.
Læs mere om Hædersprisfesten 2022 – og tilmeld dig direkte her (hvis du er medlem af Koda).