Osgoods netværk får besøg af bassist Nina de Heney, der er noget af en ener på den skandinaviske improscene. Hør hende live og i samtale med Kresten Osgood tirsdag den 7. december i København.

Tirsdag den 7. december fortsætter Kresten Osgood sine succesfulde netværkstalks. En serie samtaler hvor Osgood interviewer spændende musikalske personligheder. Denne gang taler Osgood med Nina de Heney.

Bassisten Nina de Heney er en ener på den skandinaviske improscene. Hun har været aktiv i 30 år og har optrådt meget med solobaskoncerter. Hun har også en fantastisk duo med pianisten Lisa Ullén og arrangerer Dance´n Bass festivalen, som fokuserer på moderne dans og kontrabas.

Nina de Heney er en helt unik improvisator med et fuldstændig originalt udtryk på kontrabassen, og Kresten Osgood tager en samtale med hende om hendes tanker om musik, og om hvilke betragtninger, hun har omkring sit 30-årige virke som kompromisløs improvisator i Europa.

Efter talken er der tre spændende koncerter på Klub Primi. Bl.a. kan man høre Nina de Heney i trio samspil med Osgood og saxofonisten Sture Ericson. Senere går saxofonisterne Hanne De Backer og Signe Emmeluth på scenen, og til sidst kan man høre We Like We live. Se mere i denne event.

Netværkstalken er gratis for medlemmer af Koda.

Tid: Tirsdag den 7. december 2021 kl. 19.30.
Sted: H15 (Klub Primi), Halmtorvet 15, København.
Tilmelding: Tilmeld dig ved at sende en mail til Kresten Osgood på osgood@funky.dk.

Se alle de komponistnetværk, DJBFA præsenterer.

Netværket bliver til med midler fra Koda Kultur.