Deltag i Kodas generalforsamling fysisk eller digitalt

Onsdag den 26. april 2023 kl. 15 holder Koda generalforsamling. Der er valg til bestyrelsen og en række forslag til afstemning. Brug din stemme og deltag fysisk, digitalt eller via fuldmagt.

Alle Autor / Komponister og Sangskriveres medlemmer er også medlemmer af Koda. Størstedelen af de midler, som Autor råder over, uddeler legater fra samt laver arrangementer og kulturpolitik af, kommer fra Kodas Kulturelle Midler – en procentssats af de midler, som Koda inddriver årligt.

Blandt andet derfor er Kodas generalforsamling og de beslutninger, der træffes her, altid vigtige for Autor – og alle Danmarks komponister og sangskrivere i det hele taget. Derfor: Husk at tilmelde dig og bruge din stemme til Kodas generalforsamling. Enten live i København, hjemmefra digitalt eller via fuldmagt.


Vigtige datoer:

  • Fredag den 21. april kl. 12: Tilmeldingsfrist for autorer, forlag og fuldmagter, med en stemme.
  • Onsdag den 26. april 2023 kl. 15.00: Kodas generalforsamling (dørene åbnes kl. 14). Afholdes på Kosmopol, Fiolstræde 44, 1171 København.

Hvad skal vi stemme om?

Der er valg til Kodas bestyrelse med én autorplads ledig, og der er to opstillede kandidater – læs deres præsentationer ved hvert navn: Arne Würgler og Nana Jacobi. Derudover er der også tre forlæggere opstillet, men kun musikforlagsmedlemmer kan stemme på disse.

Til Kodas generalforsamling skal der også stemmes om en længere række medlemsforslag og bestyrelsesforslag. Bl.a. et om barsels-, forældre- og sygeorlov fra bestyrelsen. Læs mere under “Forslag fra medlemmer” og “Bestyrelsens indstillinger til afstemning”.

Hvordan kan jeg deltage?

Du kan deltage i generalforsamlingen både fysisk og digitalt.

Alle stemmer digitalt uanset om de er til stede fysisk eller følger med online, hvor generalforsamlingen streames via Mit Koda. Er du i tvivl om, hvorvidt du kan deltage i København på dagen, så tilmeld dig online, så gælder din tilmelding.

Tilmeldingen er åben og foregår på Mit Koda. Det gælder også tilmelding via fuldmagt.

Husk, at Autor altid dækker transport op til 1.000 kr. i forbindelse med vores medlemmers deltagelse i vores egne generalforsamlinger samt Kodas generalforsamlinger, hvis du rejser mere end 120 km. for at være med. Se mere under Transportrefusion.

Se alt om Kodas generalforsamling:

Kodas GF: info og tilmelding