eQ Saturdays med O/RIOH

Næste netværksdag i eQ Saturdays er 3. december med oplæg fra O/RIOH aka. Rikke Østergaard om tværfaglighed som kreativt og professionelt redskab.

Beats by Girlz Denmark, Rytmisk Center og Autor præsenterer eQ Saturdays: Talks, workshops og netværk om musikproduktion og kønsdiversitet. Dagen starter med en workshop kun for kvinder, transpersoner og ikke-binære. Derefter er der oplæg med O/RIOH, som er åbent for alle.

eQ Saturdays tidsplan

  • Kl. 12-14: Workshop (Bemærk: Kun for kvinder, transpersoner og ikke-binære)
  • Kl. 14-16: Oplæg med nyt emne og gæstetaler hver gang (for alle køn)
  • Kl. 16-18: Networking og fri snak med fri bar (for alle køn).
  • Kl. ca. 18: Lydstudierne åbner igen efter oplægget, hvis nogle vil arbejde videre efter workshoppen, holde lyttesessions eller andet.

O/RIOH: Tværfaglighed som kreativt og professionelt redskab

Decembers oplæg er med O/RIOH aka. Rikke Østergaard. Helt fra hun var barn, har Rikke dyrket musikken i samspil med andre kunstneriske udtryk. Bliv inspireret, når hun fortæller om forskellige tværfaglige projekter og processer, hun har arbejdet med, og hvordan mange af de “produkter”, det forventes at man leverer som musiker, faktisk er tværfagligt båret.

Hør også, hvordan vi kan bruge det mere aktivt til at udvikle os som kunstnere og skabe flere muligheder for os selv som professionelle.

Se Facebook-event.

om o/rioh

O/RIOH er en nordjysk, queer producer og artist, der gennem sin musik og øvrige virke i musikbranchen arbejder for LGBTQ+-revolutionen i Danmark. Hun har som producer, sangskriver, musiker og pladselskabsindehaver bl.a. arbejdet med musik til teater, dans og film af forskellige formater, produceret podcasts, været ansat som projektleder for en politisk forening, arbejdet med skulpturer, udgivet musik som en del af det tværkunstneriske kollektiv Solen er Sexet samt samarbejdet med forfattere, billedkunstnere, performancekunstnere m.fl. Hun er bestyrelsesmedlem i Autor og i gang med at færdiggøre sin kandidat i sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium, som hun i høj grad også forsøger at skubbe i tværfaglige retninger. Og så går hun i øvrigt til dans to-tre gange om ugen.

O/RIOHs musik kan ikke defineres af genre-betegnelser. Den er defineret af energier – af eufori, vrede, lykke og forandring. Med hårde elektroniske beats, autotune-forvrængede vokaler og tekster om sex, penge, udmattelse og alt der imellem, laver O/RIOH musik, som skal få lytteren til at bevæge sig – både fysisk og mentalt. Hun er drevet af at arbejde i musikbranchen på sine egne præmisser, og det gør det muligt for hende at lave musik, der er ærlig, kompromisløs, og som tør udfordre normerne. 

Musikken har for Rikke aldrig stået alene og derfor har det også været naturligt for hende i sit professionelle musikalske virke at inddrage andre kunstneriske fagligheder i sine processer og udgivelser – og samtidig bruge sin musik til at bidrage til andres kunst. Efter opholdet på den tværkunstneriske skole LungA i Island blev hun for alvor bevidst om hvordan bevægelsen gennem og med forskellige fagligheder er med til at styrke hendes eget udtryk som kunstner.

om eq saturdays

eQ Saturdays er et samarbejde mellem Beats by Girlz Denmark, Rytmisk Center og Autor og er støttet af Tuborgfondet

Kl. 12-14: WORKSHOP
– kun for kvinder og kønsminoriteter. Dem, der har lyst, kan starte dagen med en kort og inspirerende workshop, som ledes af dagens vært fra Beats By Girlz.

Kl. 14-16: OPLÆG
Interesserede af alle køn kan opleve et oplæg med en spændende kunstner indenfor musik skabt med bl.a. computer, pedaler og synths. Oplæggene kan omhandle kreativ metode, demonstration af teknik, indføring i et emne m.m. 

Kl. 16-18: HYGGE OG NETWORKING
Vi slutter med hygge, networking og fri bar. Her er der også mulighed for spontane co-writes eller lyttesessions i lydstudierne.

Med eQ Saturdays ønsker vi:

…at bidrage til at skabe et stærkere musikalsk fællesskab for kvinder, transpersoner og ikke-binære indenfor musikproduktion.
…at inspirere interesserede (af alle køn) med et indblik i en kunstners arbejdsmetode, historie og eksempler.
…at sætte spotlight på de mange dygtige, professionelle ikke-cismandlige musikere, der findes.

Om eQ konceptet
Vi ønsker bidrage til at skabe et stærkere fællesskab og større vidensdeling i musikbranchen for kvinder, transpersoner og ikke-binære, samt udbrede kendskab til de mange spændende, dygtige og inspirerende kunstnere af disse køn, der findes i Danmark. eQ Saturdays fokuserer på musikproduktion, elektronisk musik og kreativ proces indenfor dette. Dette er stedet hvor folk indenfor musikproduktion af alle genrer kan blive inspireret og måske møde nye samarbejdspartnere. Vi ønsker også at skabe et trygt rum for kvinder og kønsminoriteter at arbejde sammen med om musik. Derfor starter dagen med en workshop for denne gruppe, før der åbnes op for alle musikere og interesserede. eQ Saturdays foregår på Rytmisk Center en lørdag eftermiddag om måneden og er støttet af Tuborgfondet.

praktisk

Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding.

Hvad: Netværket eQ Saturdays med O/RIOH
Hvornår: Lørdag den 3. december 2022 kl. 12-18.
Hvor: Rytmisk Center, Vesterbrogade 107 E, 2. sal, 1620 København V.

Der er elevator til gangbesværede, giv blot besked i forvejen på hej@beatsbygirlz.dk

tilmeld dig