Den 25. og 26. november 2020 tilbyder vi forskellige former for rådgivning. Du kan vælge mellem økonomisk rådgivning, coaching og karriererådgivning.

Anden bølge af COVID-19 skyller fortsat ind over Danmark. Nye koncerter sættes op og må aflyses igen. Udgivelsesplaner udskydes på ubestemt tid. Motivationen svinder, og økonomien er usikker.

Vi kan ikke møde jer fysisk, som vi gerne vil – og som vi f.eks. plejer ved Seminar & Bar og andre begivenheder. Men vi har masser af råd, vejledning og hjælp at dele ud af.

Som Koda-medlem kan du vælge mellem tre forskellige slags rådgivning. Så hvis du brænder inde med spørgsmål om økonomi, karrierevalg og dit kunstneriske virke, er det bare om at melde dig til ét af de tre (gratis) tilbud herunder.

Tilbuddet gælder for medlemmer af DJBFA og/eller Koda, og du kan vælge én af de tre. Tilmelding er efter først til mølle, og der vil blive oprettet ventelister.

25/11: karriererådgivning med Lasse Boman

Skal du selv udgive eller skrive under med et pladeselskab? Hvor meget tager en manager for sit arbejde? Lasse Boman kan give svar, råd og ideer til, hvordan du kan komme videre med din karriere. Hans store, konkrete viden og netværk kan hjælpe med de udfordringer, man møder som både upcoming og mere etableret kunstner.

Tilmeld dig

26/11: finansiel rådgivning med Fink Revision

Økonomi kan være vanskeligt nok i sig selv, og i disse tider med coronavirus har mange sangskrivere og komponister ekstra store og meget konkret udfordringer.

DJBFA tilbyder eksklusivt gratis rådgivning til medlemmer via telefon, så du kan stille dine spørgsmål og få hjælp til den situation, du befinder dig i. Dette tilbud laver vi i samarbejde med Fink Revision, der har specialiseret sig i at rådgive musikere om økonomi, både som privatperson og som en mindre virksomhed.

Dine spørgsmål behøver ikke relatere sig til den nuværende situation, men det er en oplagt mulighed for at få svar på de udfordringer, du har netop nu.

Tilmeld dig

26/11: karrierecoaching med Bjørg Hedelykke

Et coachingforløb med Bjørg Hedelykke hjælper dig med at få overblik, retning og klarhed. Bjørg tager sit udgangspunkt lige der, hvor du er i dit skabende virke, og hvordan du skaber en bedre forretning for dig selv som komponist. Det er helhedsorienteret karrierecoaching, der fordyber sig i dine personlige mål.

Tilmeld dig

Husk, at du som medlem af DJBFA kan få gratis coaching. Hvis du ikke er medlem af DJBFA, koster et forløb 350 kr.