Musikere og andre kunstnere kan nu få støtte, selvom de ikke har aflyste arrangementer. Det letter adgangen til en økonomisk coronakompensation, som branchen har efterspurgt.

I den seneste udgave af “Kulturpolitisk post fra forkvinden” skrev DJBFA’s forkvinde, Anna Lidell, manglende kompensation og anerkendelse til komponister og musikere i coronaens skygge.

“Sagen er, at vi kun kan blive kompenseret for aflyste koncerter og aktiviteter, og ikke på baggrund af fx indtægter fra 2019. Så hvis telefonen overhovedet ikke ringer med jobs, så er det jo umuligt at blive kompenseret,” skrev hun.

Hjælpepakken var baseret på fremvisning af aflyste kontrakter. Men da de fleste slet ikke længere blev booket, særligt som året skred frem, har det været umuligt for mange at få kompensation.

Matcher kunstnernes virkelighed bedre

Det ændres nu. Kulturminister Joy Mogensen (S) har offentliggjort, at der indføres en referenceperiode som en del af dokumentationen for støtten. Således kan man søge kompensation på baggrund af aflyste kontrakter eller en referenceperiode.

Ifølge Anna Lidell har det “kæmpe betydning og matcher virkeligheden meget bedre end den hidtidige ordning.”

Kunstnere kan søge bagudrettet fra den 1. september 2020. Har man allerede søgt, kan man søge igen ud fra de nye kriterier. Slots- og Kulturstyrelsen åbner for denne mulighed snarest.

Opdatering 18. december: Ordningen kan nu søges frem til 31. januar 2021 via Slots- og Kulturministeriet. Læs mere og søg her – vælg “Den Midlertidige Kunststøtteordning”.