Hæderspriser til Karen Mukupa, Lise Westzynthius og…


Musikkens skabere blev hyldet, da Karen Mukupa, Lise Westzynthius, Frederik & Fridolin Nordsø og Karen Mukupa modtog årets Autor hæderspriser. 24-årige Signhild er årets Upcoming-prismodtager, og 89-årige Jytte Abildstrøm blev også hædret, da Autor uddelte hæderspriser 23. august.

Anna Lidell overrækker hæderspris til Karen Mukupa. Foto: Daniel Nielsen

Landets største forening af rytmiske musikskabere, Autor / Komponister og Sangskrivere, uddelte onsdag den 23. august hæderspriser til nogle af dem, der skaber musikken. Med Jesper Hansen som vært, og Nicolai Kornerup, Siv Øyunn og Mikael Hegelund Martinsen som husorkester – og selvfølgelig med en sal fuld af komponist- og sangskriverkolleger.


Karen Mukupa

Rapper, sanger, sangskriver m.m. Karen Mukupa modtog i år en af Autors Hæderspriser og skrev sig ind i en lang række af prominente modtagere gennem årene. En rørt Karen Mukupa fortalte selv fra scenen, at det er hendes første pris nogensinde – og dét i en alder af 50 år – som hun er fyldt i år. Ligesom Autor, der også kunne fejre 50 års fødselsdag, som Mukupa bemærkede fra scenen. I sin takketale udtalte hun også, at hun stadig føler, at hun kun lidt er begyndt – og samtidig, at hun aldrig har været bedre.

Mukupa er aktuel med sit femte album, hiphoppladen Bonobo, der lægger sig til bl.a. Mukupa’s Law og Dreamer. Og så selvfølgelig til den musik, hun lavede i sin tid sammen med Natasja Saad i No Name Requested. Som en del af hyldesten til Karen Mukupa, leverede The Kubrix og Nicolai Kornerups band et medley af tre af Mukupas sange, herunder – selvfølgelig – hittet ”Til banken”.  

Lise Westzynthius

En anden af årets hæderspriser går til Lise Westzynthius. Westzynthius’ musikalske aftryk er allerede stort: Fra – det for en stund gendannede! – indieband Luksus med Mikael Simpson, Henrik Vibskov og Georg Rune Andersen i 90’erne til Rhonda Harris med Nikolaj Nørlund og i den grad videre til solokarrieren med hele fem album, herunder Heavy Dream, Siberian Mission og Ja – til musikalske samarbejder med digtere som Lone Hørslev og Bjørn Rasmussen. Senest i det tværkunstneriske kollektiv Solen er Sexet.

“Din undersøgende og ærlige tilgang til musikken og til dig selv – at turde se frygten i øjnene og skabe forandring – din insisteren på at skabe mere plads til flere og blive ved med at invitere ind og dele ud – OG ikke mindst et næsten 30-årigt liv i musikbranchen – fortjener i dén grad hæder,” lød det bl.a. i talen fra Rikke Østergaard (O/Rioh). Lises musikalske fortolkning blev leveret af Berrin Bas fra Tuhaf.

Frederik & Fridolin Nordsø

I år skrev også sangskriver- og producer-duoen Frederik og Fridolin Nordsø sig ind i rækken af hædersprismodtagere. De seneste 20 år har de lavet musik i deres egne bands; The William Blakes sammen med Kristian Leth og Bo Rande, The Mountains med Michael Møller og Choir of Young Believers med Jannis Noya Makrigiannis, Cæcilie Trier m.fl. Nordsø-brødrene har også skrevet musik til og med en perlerække af danske popartister som Drew Sycamore, Fallulah, Christopher, Outlandish og Tobias Rahim. Navne, der rimer på både god musik og store hits.

Den musikalske hyldest til Nordsø-brødrene stod Mathias Heise for, mens priserne blev overrakt af Andreas Sommer, bl.a. med ordene: “Én ting er streaming-tal og platinplader – noget andet er ægte musikalitet. Og den har I! Til overflod ville jeg næsten sige. (…) For jer skal musik være legende kreativt – og ikke noget, man hegner ind.”

Årets Upcoming-pris: Signhild

Autor uddeler hvert år en pris for at støtte et nyt talent på vej frem: Upcoming-prisen. I år gik prisen til 24-årige Anna Sofie Joest Andersen alias Signhild. Anna Sofie er bosat i Aalborg og har tidligere været en del af duoen Blue North. Under kunstnernavnet Signhild blander hun nordisk, alternativ pop og indierock inspireret af bl.a. Radiohead og Susanne Sundfør.

”Hendes grund-musikalitet inviterer lytteren indenfor i et univers, man har lyst til at blive i. Hun bevæger sig uhindret rundt i komplicerede akkordprogressioner og gennemførte arrangementer,” lød det i nomineringen. Sanger, sangskriver og Autors næstforperson, Lasse Matthiessen, overrakte prisen til Signhild, og Jacob Bellens sang et cover af Signhilds single ”Anesthesia” som en del af hyldesten.

Årets bag-om-musikken-pris: Jytte Abildstrøm

89-årige Jytte Abildstrøm modtog årets Organisationspris; en bag-om-musikken-pris, som hvert år går til en af dem, der gør noget særligt for en niche af musikken i Danmark uden selv at stå i front. Jytte Abildstrøm har i en menneskealder arbejdet utrætteligt for formidlingen af teater, fantasi og musik til børn i alle aldre. Særligt i kraft af sit virke som landets længst siddende teaterdirektør i Riddersalen og hendes talrige samarbejder med komponister og musikere omkring børneteatret. Prisen blev overrakt af Anne Eltard.

Om Autors hæderspriser

Autor (tidligere DJBFA) – har en lang tradition for at hylde dem, der skaber musikken. Uden dem – ingen musik. Så enkelt er det. I år blev priserne uddelt for 42. gang. Tidligere har bl.a. Steffen Brandt, Peter Sommer, Moussa Diallo, Trille, Oh Land, Anne Linnet, Nikolaj Nørlund og Nikolaj Hess modtaget hæderspriser – for blot at nævne nogle få.

Modtagerne af prisener er valgt af Autors bestyrelse bestående af medlemsvalgte komponister: Anna Lidell, Lasse Matthiessen, Jesper Hansen, Anne Eltard, Rikke Østergaard, Astrid Cordes og Andreas Sommer.

“Nomineringsfeltet” til Upcoming-prisen er baseret på indstillinger fra det seneste års arbejdslegatudvalg baseret på årets ansøgninger og indsigt i helt ny, endnu ikke udgivet musik. Med de musikalske hæderspriser følger en statuette og 25.000 kr. til støtte for komponistens videre arbejde. Hæderspriserne og fejringen bliver til med midler fra Koda Kultur.