Der er 45.000 kr. til komponisten bag vindermelodien til frihedssangen “Frihedens lysdøgn” i Alsang 2020. Man kan også søge Alsang-puljen, som støtter andre Alsang-arrangementer.

Alsang 2020 er et landsdækkende projekt, som bl.a. Spil Dansk står bag. Alsang 2020 ønsker at få skrevet og komponeret en ny, moderne og samtidsrelevant fællessang om frihed. Den skal synges overalt i Danmark ved store fællessangsarrangementer i og omkring 4. maj 2020, hvor 75-året for Danmarks befrielse fejres.

Derfor har Alsang 2020 udskrevet en konkurrence med 45.000 kr. i præmie til den tekstforfatter og den komponist, der står bag hhv. den udvalgte tekst og melodi.

“Frihedens lysdøgn”

Konkurrencens 1. fase gik ud på at finde teksten til sangen. Den er nu afrundet, og digter Anna Vad vandt tekstkonkurrencen for sin tekst “Frihedens lysdøgn”.

Hendes tekst er udvalgt af et bedømmelsesudvalg bestående af Erik Skyum-Nielsen, Lone Hørslev, Michael Bojesen, Katinka Bjerregaard og Michael Falch.

Melodikonkurrence

Nu kommer 2. fase af Alsang 2020-konkurrencen. Her skal melodien til teksten “Frihedens lysdøgn” findes.

Alle kan deltage i sangskriverkonkurrencen. Den musikalske genre er helt åben, sangen skal blot være velegnet til fællessang. Melodien må ikke være udgivet eller publiceret tidligere. Komponisten, der begejstrer juryen mest, vil ligeledes modtage 45.000 kr. for sin indsats.

Frist for indsendelse af melodier: 4. september 2019. (Ikke længere aktuelt)

Efter fristens udløb udvælger en jury vindermelodien, som offentliggøres i Spil Dansk Ugen 2019. Bedømmelsesudvalget består af Michael Bojesen, Irene Becker, Nicolaj Bundesen og Loui Törnqvist.

Læs mere om, hvordan du deltager i melodikonkurrencen hos Alsang 2020

Alsang-puljen

Man kan også søge støtte til et Alsang 2020-projekt eller -arrangement i Alsang Puljen, som er på 300.000 kr. i alt.

Læs mere om kriterierne og ansøg puljen.