Kulturpolitisk post fra formanden nr. 6: I første indlæg fra DJBFA’s nye formand, Anna Lidell, siger hun tak for tilliden som ny formand. Samtidig inviterer hun til samtale, debat – og ikke mindst sommerfest.
Af Anna Lidell, formand for DJBFA.
Kære DJBFA’er
Først og fremmest skal der lyde et stort, ydmygt tak for opbakningen og tilliden på generalforsamlingen til mit kandidatur som formand. Jeg har kastet mig ud i opgaven og suger til mig af viden og meninger fra jer og fra musikmiljøet. Her mærker jeg tydeligt og dagligt den vægt, vores fællesskab har – og den mulighed griber jeg, når jeg kan, så vi står med en samlet og klar stemme over for omverdenen.
Jeg vil også meget gerne lytte til jer og høre, hvad I tumler med, hvilke udfordringer og muligheder, I ser for jer selv og jeres kolleger. I april havde vi en åben dialogsession på DJBFA’s Facebook-side, som jeg gentager tirsdag d. 11. juni kl. 20-21, hvor jeg håber så mange som muligt vil deltage i dialogen. Bare gå ind på siden og skriv et spørgsmål med #spørgAnna – du kan også sende dit spørgsmål på forhånd, så besvarer jeg det d. 11.
Derudover holder vi minikurser og sommerfest torsdag d. 20. juni, hvor jeg også håber at møde jer. Du er hermed inviteret! Dagen byder på minikurser om bl.a. koncert-booking, brug af sociale medier og producertips. Og så spiller Emil De Waal + Spejderrobot på tagterrassen.
Både bestyrelsens og mit ønske er at lytte til dine ideer og bekymringer. Jeg har lyst til at bruge et billede; vi er ikke flasker, der skal fyldes, men i langt højere grad bål, der skal tændes og næres, og jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre til, når vi brænder for noget sammen.
I DJBFA kæmper vi for at tale komponisters og sangskrivere sag. Vores forenings tyngde giver mulighed for indflydelse. Den mulighed greb jeg ved at tage en runde hos alle kulturordførerne på Christiansborg for at spørge dem om deres tanker om musik og kultur. Videoerne kan ses på vores Facebook.
I slutningen af maj konstituerede Kodas bestyrelse sig, og jeg blev udnævnt som næstformand i Koda. Her vil jeg kæmpe for at tale den musikalske bæredygtighed op, hvilket blandt andet de kulturelle midler muliggør. Det er stort, at vi har et musikforvaltningsselskab, der fra sin oprettelse har været bevidst om sit ansvar over for skabelsen af ny musik – i form af de mange millioner, som hvert år uddeles i de kulturelle midler. I år er en større omstrukturering i gang, og allerede nu kan man få et overblik over alle de relevante søgemuligheder, man har som komponist og sangskriver igennem Koda Kultur. Når vores legatpulje har næste frist efter sommerferien, kan den søges her.
Til sidst vil jeg sige på gensyn. Jeg håber meget at se jer d. 20. juni, og i det hele taget kan jeg afsløre, at vi satser på mange flere arrangementer, hvor vi allesammen kan mødes og inspirere hinanden og være det levende fællesskab, jeg mærker, vi er. Skriv også endelig til postkassen på hjemmesiden med gode ideer til indflydelsen, fællesskabet eller midlerne.
På bestyrelsens vegne ønsker jeg jer allesammen en dejlig sommer,
– Anna Lidell.
(Foto: Anna Lidell under DJBFA’s generalforsamling 2019. Fotograf: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com)