Legatudvalgets beretning forår 2025
Her skriver legatudvalget om forårets ansøgninger og tildelinger – og kommer med et par gode råd.
Af arbejdslegatudvalget forår 2025: Andreas Sommer, Emilie Espichicoque Vestergaard og Petra Skibsted.
Der har været tryk på arbejdslegatpuljen her i forårsuddelingen 2025. 760 ansøgere blev det til i denne omgang, og det er på den ene side virkelig positivt, at der er gang i det danske musikmiljø. Men på den anden side ved vi jo så også godt i udvalget, at vi kommer til at skuffe en masse ansøgere, som ikke har modtaget tilsagn i denne her omgang. Til de af jer det drejer sig om, har vi to vigtige ting at sige: For det første er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at jeres musik ikke er god nok. Når der er så mange ansøgere, som der har været denne her gang, så er der mange faktorer, der spiller ind i udvælgelsesprocessen. Vi ville ønske, vi kunne give flere af jer tilsagn – og flere af jer større tilsagn også. Men det bringer os til det andet punkt: Husk at søge igen! Vi åbner for arbejdslegatpuljen igen til efteråret cirka en måned før fristen den 1. oktober 2025, så tøv ikke med at søge igen. Husk dog at det betaler sig at opdatere sin ansøgning med nye sange / værker og evt. et nyt projekt, så det ikke bare bliver en copy paste ansøgning fra gang til gang.
Vi oplever hver gang, at en del ansøger til specifikke udgifter, fx. mix, mastering, gear-indkøb etc. Vi vil igen minde om, at arbejdslegatet er til den skabende og kompositoriske fase, hvor et tilsagn kan give ro til at kunne fokusere på at skabe ny musik. Så at sige aflønner arbejdslegatet den tid, du skal bruge på at skrive ny musik. Hvis du/I har specifikke udgifter ifm. skabelsen af ny musik, er især Udgivelsespuljen under Koda Kultur værd at undersøge. På den måde spares både vores og jeres tid.
Mange af jer er virkelig gode til at skrive om både jeres projekt, jeres virke og jeres sange. Det er dejligt. Men husk på at legatudvalget kun har i alt 8 minutter i gennemsnit pr. ansøgning (5 minutters forberedelse og 3 minutters votering), så vi i udvalget har også brug for, at I er præcise og ikke tilføjer en for stor mængde bilag, samt skriver meget lange beskrivelser af hver enkelt sang. Vi kan godt lide at få tekster og cv med, evt. budgetter og billeder (men kun hvis det er vigtigt), og så ellers en ret præcis beskrivelse af, hvad der søges til. Man kan også tilføje lidt noter til hver sang / hvert værk, og hér foretrækker vi, at I primært forholder jer til, hvad det er for en fil, vi skal lytte til. Er det en demo, er det et allerede udgivet værk, er det i proces eller færdigt? Lange beskrivelser af hvad sangene handler om, får vi sjældent tid til, og det er ærgerligt, hvis I så har brugt tid på det. Så hav meget gerne de 8 gennemsnitlige minutter med i tankerne, når I laver jeres ansøgning, så vi som udvalg får den vigtigste info om jeres projekt og jeres musik.
I legatansøgningssystemet skal man vælge genre undervejs. Vi er helt med på, at det nogle gange kan være svært at putte genre på sin musik, men her er det vigtigt at sige, at I ikke bliver vurderet på baggrund af, hvilken genre I har valgt. Det er blot for, at udvalget har et lidt nemmere overblik over, sådan ca. hvor mange ansøgere der er i de forskellige genrer. Det er ikke noget, der indgår i en kvalitativ bedømmelse af musikken, så vælg blot den genre, I synes, jeres musik ligger tættest på eller indenfor.
Nogle af jer har gjort os den tjeneste at klippe specifikke steder i jeres sange og værker ud, som vi så skal lytte til. Fx. 1.5 minuts uddrag af et stykke musik, som måske normalt varer 7 minutter. Det er rart, så vi bliver guidet i den rigtige retning allerede fra starten. Det er bestemt ikke et must, men især i de genrer hvor sangene og værkerne normalt er lange, er det dejligt at vide, vi lytter til den del, I selv synes er den vigtigste. Nogle af jer laver også sammenklip af mange sange klippet ned til én sang, og det kan vi så på den anden side ikke anbefale. Det er meget info at putte ind i én lydfil, så dér anbefaler vi, at man holder sig til tre unikke lydfiler i alt.
Vi kan allerede nu sige, at vi glæder os utroligt meget til at lytte til jeres musik og læse om jeres projekter igen til efteråret. Det er så fedt at høre og se, at musikken blomstrer i de mange forskellige genremiljøer, vi har i Danmark.
Glædelige genhørshilsner fra arbejdslegatudvalget forår 2025,
Petra Skibsted, Emilie Espichicoque & Andreas Sommer
om arbejdslegater
om arbejdslegater
Arbejdslegaterne, som Autor uddeler, kommer fra Kodas kulturelle midler (Koda Kultur). Dvs. en procentdel af de penge, Koda indhenter via danske og internationale kunstneres ophavsret, som kanaliseres til skabelsen af ny musik. Autors medlemsvalgte bestyrelse udpeger hvert år et nyt udvalg til at fordele arbejdslegaterne.
Alle medlemmer af Koda med projekter inden for inden for alle (bredt set) rytmiske genrer kan ansøge om arbejdslegat.
Ansøgningsfristerne i efteråret 2025 er:
- Onsdag den 1. oktober kl. 15.00
Der åbnes for nye ansøgninger en måned før hver frist.
Legatudvalget består i foråret 2025 af Andreas Sommer, Emilie Espichicoque Vestergaard og Petra Skibsted.