Modtagere af arbejdslegat efterår 2025

Autors legatudvalg har uddelt rytmiske arbejdslegater til 171 komponister og sangskrivere til en samlet værdi af knap 2,6 millioner kroner. Legaterne støtter den enkelte kunstners konkrete skabende arbejde.

Autor kuraterer og administrerer arbejdslegater inden for såkaldt rytmisk musik med midler fra Koda Kultur (Kodas kulturelle midler). Arbejdslegaterne støtter den relativt tidlige fase af det musikalske arbejde, hvor sangene skrives, og melodierne komponeres.

Den anden af to frister i 2025 var 1. oktober, og udvalget – bestående af Emilie Espichicoque Vestergaard, Andreas Sommer og Petra Skibsted – har arbejdet med rundens 588 ansøgninger. Ansøgerne søgte samlet set om 17 mio. kr. Udvalget havde knap 2,6 millioner at uddele. 171 arbejdslegater er tildelt. 417 ansøgninger er afvist (heraf 36, fordi ansøgeren allerede har modtaget rytmisk arbejdslegat i år, fordi ansøgningen hører til i en anden pulje eller lignende).

Legaterne er gået til 171 ansøgere inden for bl.a. rock, pop, metal, folk, jazz, hip hop, børnemusik, afrobeat, elektronisk m.m.

Se nøgletal, statistik på køn og alder samt alle 171 legatmodtagere nederst på siden.

Fokus på tre projekter

Helena Gao, Jonas Emanuel og Benjamin Trærup er tre af efterårets modtagere af arbejdslegater. Herunder fortæller de lidt om den musik, de nu skal til at arbejde på:

Helena gao

Helena Gao (Bro-Jørgensen) beskriver sig selv som dansk-kinesisk kunstner, sangskriver og producer, som arbejder indenfor eksperimenterende elektronisk pop. Hun har modtaget et arbejdslegat på 40.000 kr. til det kommende arbejde. Helena Gao fortæller om inspirationen og intentionen bag sin kommende musik:

“Efter at have været ude at rejse måske 50 % af 2024, var jeg for første gang hjemme i en længere, sammenhængende periode i sommermånederne. Det fik mig til at tænke over, hvad Danmark og København er for mig. Jeg så på en måde byen med friske øjne og lagde mærke til ting som ‘I Danmark sælger vi pølsebrød som natmad, og vi svømmer i byens kanaler’, som jo bare er hverdagsting, når man bor her.

Projektet, jeg arbejder på, handler om mine minder og emotionelle milepæle, der har udspillet sig gennem min (igangværende) ungdom i Danmark. Tanken er, at det skal fortolkes på den mest romantiske og guldalder-agtige måde. Lyden af en forårseftermiddag i Søndermarken lige efter et skybrud.”

Jonas Emanuel

En mand i lyserød skjorte og rødbrune bukser står på en grussti udendørs, omgivet af højt græs og træer, under en klar blå himmel.
Jonas Emanuel. PR-foto: Stine Emil

Jonas Emanuel (Dam Hansen) har modtaget et arbejdslegat på 14.500 kr. til støtte for det videre arbejde med skabelsen af hans kommende album med titlen Slummer.

Min kunstneriske vision er at udkomme med et album af særegne dansksprogede sange, der sætter vokal og tekster i fokus, og invitere lytteren ind i et nærværende lydlandskab i
krydsfeltet mellem indie, folk og alternativ pop/rock. Teksterne skildrer bl.a. overgangen fra ungdom til voksenliv, en fase præget af mentale udfordringer, hvor personlige refleksioner om opvækst, eksistentiel tomhed og usikkerhed om fremtiden spiller en central rolle. 


For mig dokumenterer dette album bevægelsen ind i et nyt og højaktuelt kapitel i mit liv, hvor jeg bl.a. har etableret familie, og forsøger at opbygge en mere tryg og sikker situation omkring min hverdag – uden rigtig at kunne finde ud af, hvordan man gør.

Økonomi, relationer, fremtid, tryghed – det har alt sammen fået en ny og mere hårdtslående betydning for mig, som jeg nu har omsat til sange.”

Benjamin Trærup

En mand med briller og beige jakkesæt knæler udendørs og smiler til kameraet, mens han holder en saxofon med planter i baggrunden.

Tredje arbejdslegatmodtager, vi zoomer ind på i denne omgang, er Benjamin Trærup. Han er saxofonist, komponist og kapelmester i bandet Indra. Han fortæller om temaet for den musik, han lige så stille er begyndt på, og nu har fået arbejdslegat på 14.500 kr. til at udfolde. Benjamin fortæller:

“I øjeblikket er jeg i gang med at udforske temaet ensomhed – og hvordan jeg kan sætte toner og ord på den følelse, som mange af os oplever i en eller anden form. Hvad gør vi, når den kommer snigende? Tør vi være i den, eller skynder vi os at distrahere os selv?

Jeg har interviewet en række mennesker, der har kæmpet med denne tilstand, og jeg har selv forsøgt at gribe øjeblikket, når følelsen opstår: at nedfælde ord, og lade saxofonen forme musikken derfra. Selvom vi ofte forbinder ensomhed med noget negativt, oplever jeg faktisk også et håb i den – en fornemmelse af mod, når man tør blive stående i følelsen, i stedet for at flygte fra den.

Det er et tungt tema at dykke ned i, men for mig er det netop dér, inspirationen opstår: Når jeg ærligt konfronterer de følelser, der melder sig. I en tid, hvor vores mentale sundhed er under pres, føler jeg et stærkt behov for at give disse oplevelser både ord og lyd gennem min musik.”

nøgletal, køn og alder

Nøgletal for arbejdslegaterne i efteråret 2025:

Puljens størrelse: 2.580.000 kr

Antal ansøgninger: 588.
Heraf 36, som allerede har fået arbejdslegat i år og derfor ikke kunne få igen, har søgt forkert pulje eller lignende. Dermed var der 552 ansøgninger til reel vurdering af udvalget.

Tildelte arbejdslegater: 171.

Afvist: 417 ansøgninger (heraf de 36 ”forkerte”). Dvs. ”reelle afslag”: 381.

Tildelingsprocent: Baseret på det reelle antal ansøgninger, udvalget har vurderet, efter frasortering af fejlansøgninger: 31 % (afslagsprocent 69 %).

Gennemsnitlig legatstørrelse: 15.088 kr.

Statistik på køn og alder

NB. Statistikken er beregnet på de 552 ansøgninger, som udvalget reelt har kunnet vælge:

Køn (ifølge CPR-nummer):
Ansøgere:

204 kvinder, dvs. 37 % af ansøgerne var kvinder.
348 mænd, dvs. 63 % af ansøgerne var mænd.

Legatmodtagere:
72 kvinder, dvs. 42 % af legatmodtagerne var kvinder.
99 mænd, dvs. 58 % af legatmodtagerne var mænd.

Alder
Aldersgennemsnit blandt ansøgerne: 36 år.
Aldersgennemsnit blandt legatmodtagere: 36 år.

Ansøgere i aldersgrupper
Antal ansøgere og heraf modtagere i antal og procent:

  • 14-29 år: 181 ansøgere. 48 legatmodtagere. Dvs. 27 % af aldersgruppen fik legat.
  • 30-39 år: 186 ansøgere. 70 legatmodtagere. Dvs. 38 % af aldersgruppen fik legat.
  • 40-49 år: 113 ansøgere. 34 legatmodtagere. Dvs. 30 % af aldersgruppen fik legat.
  • 50-59 år: 45 ansøgere. 11 legatmodtagere. Dvs. 24 % af aldersgruppen fik legat.
  • 60-69 år: 22 ansøgere. 6 legatmodtagere. Dvs. 27 % af aldersgruppen fik legat.
  • 70-82 år: 5 ansøgere. 2 legatmodtagere. Dvs. 40 % af aldersgruppen fik legat.

Efterårets arbejdslegater 2025

Oversigt over samtlige uddelinger ses her:

Næste ansøgningsfrist er 2. marts 2026 kl. 15.00.

I 2026 tiltræder et nyt arbejdslegatudvalg.

Læs mere om puljen.