Morgensession med Lea Eyðbjørg

Hvordan skriver man tekster, der både føles hudløst ærlige og rammer bredt? Hvad er nemt – og hvad er svært – at skrive om? Og hvordan spiller teksterne sammen med musikken? Det spørger vi om, når Lea Eyðbjørg gæster Morgensession den 12. maj.

Autor fortsætter rækken af spændende oplæg for de morgenfriske – denne gang med en af de mest dragende nye stemmer på den nordiske musikscene. Tirsdag den 12. maj 2026 kl. 9 får vi besøg af den dansk-færøske sanger og sangskriver Lea Eyðbjørg, der på rekordtid har markeret sig med en stærk, personlig lyd og et voksende publikum.

Hvordan skriver man tekster, der både føles hudløst ærlige og rammer bredt? Hvilke overvejelser ligger bag balancen mellem sårbarhed og styrke – og hvordan arbejder man med samspillet mellem tekst og komposition?

Til denne Morgensession tager Lea Eyðbjørg os med ind i sit artistvirke med særligt fokus på hendes tekstskrivning. Gennem konkrete eksempler dykker vi ned i hendes skriveprocesser: Hvordan opstår teksterne? Inddrager hun samarbejdspartnere? Hvad er nemt – og hvad er svært – at skrive om? Og hvordan arbejder hun med at forene tekst og musik i et samlet udtryk?

Samtidig fortæller hun om, hvordan hun kommunikerer sin historie og skaber en stærk forbindelse til sine lyttere. Morgenen rundes af med et blik fremad, når Lea deler sine tanker om den musik, hun arbejder på nu, og hvad der venter i de kommende år.

Se begivenheden på Facebook.

om  Lea Eyðbjørg

Lea Eyðbjørg er en dansk-færøsk sanger og sangskriver, der bevæger sig mellem nordisk melankoli og elektronisk pop. Hun debuterede i 2023 med “blå nætter” og udgav i 2024 EP’en Kærlighedsdigte til de uhjælpelige. Siden har hun bl.a. spillet på Roskilde Festival og arbejder på ny musik til 2026.

om morgensession

Autors Morgensession er musikfaglige oplæg, hvor du kan få indblik i arbejdsmetoderne hos markante komponister, sangskrivere, producere og branchefolk. Uanset om du søger kreativ inspiration eller er nysgerrig på nye trends, er morgensessioner en god mulighed for at netværke med andre komponister og lære af nogle af de bedste i branchen.

Tidligere Morgensessions har bl.a. haft besøg af Østen, Smag På Dig Selv, Cæcilie Norby, Søren Huss, Trentemøller, Pil, Signe Svendsen, Mette Dahl Kristensen (Who Killed Bambi), Frederik Thaae, Pernille Rosendahl, Dodo Gad, Ganger, Rasmus Stolberg (Efterklang) og Girls in Airports.

praktisk

Hvad: Morgensession med Lea Eyðbjørg
Hvornår: Tirsdag den 12. maj 2026 kl. 9.00-10.30 (kom gerne lidt før!)
Hvor: Autor, (Koda-bygningen), Lautrupsgade 9, 2100 Kbh Ø

OBS! Et par dage inden eventet modtager du en mail fra vært Marc Facchini med praktiske oplysninger.

Gratis for Koda-medlemmer ved tilmelding.

Arrangementet bliver til med midler fra Koda Kultur.

Ved tilmelding bekræfter du, at du er medlem af Koda, samt at du er indforstået med, at navne på alle deltagere til arrangementer med midler fra Koda Kultur, vil blive offentliggjort på Koda Kulturs hjemmeside årligt. I lighed med modtagere af legater fra Koda Kultur. Desuden vil der blive trukket statistik i anonymiseret form til Koda Kulturs årsrapport.

tilmeld dig
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.