DJBFA’s forkvinde Anna Lidell om det forgangne år, hvor vi står, og hvor vi er på vej hen.
Læs referat af generalforsamlingen
Det talte ord gælder.
Kære medlemmer! Hvor er det dejligt at se jer – at se jer i øjnene, se jer i virkeligheden. Jeg havde næsten ikke turdet håbet på, at det overhovedet blev muligt at afholde vores generalforsamling, men det gjorde det. I går var det årets længste dag og i dag den korteste generalforsamling i foreningens historie. Det er ikke med bestyrelsens bedste vilje, at vi må afholde dette korte format, men det blev det muliges kunst. Tak fordi I er kommet.
Det kan føles fjollet at tale om 2019, nu hvor vi står i en hverdag, der er ændret så radikalt med krisen. Mange af jer har mistet koncerter, opførelse og nogle af jer har endda mistet jeres livsgrundlag. Vi skal simpelthen finde ud af, hvordan vi kommer ud af det her sammen. Musikbranchen var den første, der blev ramt og måske den sidste til at åbne helt op igen. Men vi skal også huske, at dette er et øjebliksbillede, det er ikke en krise som finanskrisen, der var svaret på en usund kultur. Det er en krise, som kommer midt i noget, der gik godt; 2019 var et virkelig godt år. Derfor er det nødvendigt, at vi tager de lange lys på og lærer af alt det gode, der skete. Så lad os bruge det til at løfte os op, føre os ind i fremtiden og ud af krisen.
Så tag med mig på en tidsrejse! I 2019 startede vi Seminar & Bar, rigtig mange af jer er kommet og har mødtes hver måned og ladet jer inspirere af oplægsholdere, af hinanden, spist sammen og spillet sammen – nogle gange til langt ud på natten. Det har også været meget værdifuldt for mig at lære jer bedre at kende på enmandshånd. Jeg er stadig ny på posten og meget taknemmelig for den måde, jeg er blevet taget imod af jer. Jeg har ørerne fuldt slået op, så I må endelig dele udfordringer og idéer med mig og fortælle mig jeres og foreningens historie. Tak for jeres tillid!
Vi er et fællesskab, og vi vil mødes. Det har vi også gjort i vores netværk – foreningens faglige fortætninger – hvor vi har haft mulighed for at mødes i mindre grupper og nørde i nichegenrer og dele arbejdsmetoder. Vi mødtes også til vores årlige hædersprisfest, hvor vi har hædret vores garvede kolleger, hædret en helt ny på vej og hædret en organisation, som har givet en væsentlig platform for vores musik. Hædersprisfesten er meget mere end en fest, det er en mulighed for at sætte fokus og anderkendelse på os sangskrivere og komponister bag scenen. Det gjorde vi blandt andet gennem en række videoer, der nåede langt ud og var med til at illustrere den store værdi, vi tilfører samfundet. Og det er tydeligvis nødvendigt – desværre.
For imens vi har delt det, vi brænder for, har vi også måttet holde hovedet koldt, når der er taget politiske beslutninger, vi simpelthen ikke er enige i. De griber ind i vores hverdag og skader musikkens bæredygtighed, og vi er nødt til at råbe op. Her tænker jeg især på P6 og P8. Vi kæmpede for dem, og det lykkedes – delvist. De blev bevaret i år, og vi kæmper selvfølgelig fortsat for, at de bliver bevaret, så mangfoldigheden har den plads, den fortjener i det danske mediebillede.
2019 var også året, hvor der var folketingsvalg. Alt for ofte har politikerne kun et par minutter til at tale om kulturen, derfor besluttede jeg mig for at bænke alle partiernes kulturordførere foran et kamera og spørge dem ind til, hvad de egentlig mener om kulturen og om musikken. For det er enormt vigtigt, at vi vælger de rigtige til at repræsentere os, for vi er et lille land med et fælles sprog, et fælles tonesprog, fælles traditioner og en stor fælles tillid til hinanden, som især er tydelig i denne tid. Vi har også en fælles forventning om fair betaling, men det kræver nogle gange, at vi får internationale love, for vi er også en del af et globalt fællesskab.
Derfor var det afgørende, at copyright-direktivet lige med nød og næppe blev stemt igennem i 2019. Det er altafgørende for, at vi også i fremtiden kan blive betalt for det indhold, vi faktisk skaber. Pludselig bliver fair practice noget, der bliver talt om i hverdagen, på gymnasier, i retssale og noget, vi kan putte i vores kontrakter.
Jeg har også vores labyrintiske virkelighed med ind i KODA’s bestyrelse, hvor jeg blev næstformand og har fået en kæmpe indsigt i det komplekse net af strukturer, der sikrer, at KODA kan indsamle og uddele penge for vores rettigheder. Koda er medlemsejet, vi er en del af KODA og omvendt, derfor er vores medbestemmelse afgørende, så jeg håber, at gense mange af jer her om et par dage den 30. juni, hvor KODA har sin generalforsamling, og der bl.a. er valg til bestyrelsen, hvor Pernille Bévort, Jesper Hansen, Arne Würgler og Troels Abrahamsen bl.a. stiller op. Så skynd jer at melde jer til inden torsdag!
Og når vi taler om det, der får det hele til at løbe rundt, er jeg enormt taknemmelig for vores sekretariat, som lægger sig i selen hver dag for, at vi kan tage på arbejdsophold, få arbejdslegater, få coaching, komme til Seminar & Bar, på refugier… fortsæt selv listen. Vi har kun fået lov til at få to af dem med i dag, så de ikke optager pladserne, men de fortjener alle en klapsalve.
Jeg vil også takke vores bestyrelse. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre sparringspartner. Den forskellighed og tillid, vi har til hinanden, betyder, at vi kan være smidige og samtidig have rødderne godt nede i miljøet. Tak fordi I er jer, og fordi i er her.
Det, jeg dog vil takke allermest, er musikken, jeres musik! Det overrasker mig gang på gang, hvor meget rørende, nyskabende, inspirerende og provokerende musik, der er i det danske land. Jeg tror faktisk aldrig før, at kreativiteten i dansk musikliv har haft det bedre end nu. Derfor har vi samlet vores midler i arbejdslegater, men alligevel er det ikke altid, at vi kan honorere de mange kvalificerede ansøgninger, der kommer. Derfor vil jeg bede jer, der har fået afslag om at søge igen, vi har et udskiftende legatudvalg hvert år, så alle forhåbentlig får chancen.
Er der noget, der kendetegner DJBFA’ere, så er det nysgerrighed og gåpåmod. Mange af jer havde lyst til at prøve kræfter med noget nyt og kaste jer ud i noget, I endnu ikke vidste, I var gode til. Derfor havde vi 13 intense arbejdsophold, hvor man i en hel uge kunne fordybe sig i alt fra etiopisk jazz, sønderjysk folkemusik og svensk pop. Nogle ophold lægger vægten på produktion af nye sange. i Stockholm blev der skabt 70 nye sange, og allerede før ugen var omme, var den første sang afsat. Andre ophold fokuserer på inspirationen som på vores kompositionscamp. Der skal være plads til begge dele, for begge dele er nødvendige for, at vi kan blive ved med at skabe musik.
Vi er i DJBFA som en kæmpe biodivers skov med alle mulige slags træer. Unikke, smukke, store, små, gamle, unge træer. Ligesom de står der for sig selv, har de et samlet rodnet, som giver næring og styrke til hinanden i deres vilde forgreninger. Jeg mærker, især i dette forår, et særligt stærkt åndsfællesskab DJBFA’ere imellem. I inspireres, lærer af hinanden og bygger ting op sammen for at forstå den virkelighed, der rammer os. Der er plads til os alle i denne forening, og netop i kraft af, at vi kan stå sammen på trods af vores forskelligheder, så siger det noget om det stærke fællesskab, vi er en del af, og det stærke fællesskab vi kan bygge sammen herfra.
Nu står vi her i dag i alle vores forgreninger, nogle fysisk, nogle som brevstemmer eller fuldmagter. Og vi står midt i den delvise åbning af samfundet. Vi kan endelig komme ud og spille mindre koncerter, og imens vi ikke fysisk har kunnet røre hinanden, har jeres musik rørt så ufatteligt mange mennesker. I har spillet i baggårde, på plejehjem, I har streamet foran tusindvis af nye publikummer, som har doneret tilbage, for intet er gratis (!), det ved vi alle sammen. I har afholdt onlinefestivaler og skrevet de sange, som hver fredag bliver sunget af en fjerdedel af Danmark! Det gør mig så ufattelig stolt og rørt at se, hvordan I bruger jeres kreativitet på nye måder. Det er simpelthen blevet mere tydeligt end nogensinde før, hvor vigtig musikken er!
Vi har knoklet for at sørge for, at I blev hørt, vi har talt med kulturministeren om kompensationspakker, med DR om at spille mere dansk – forhåbentlig også bredere. Men I må endelig tænke med og dele jeres tanker og idéer. Vi har virkelig brug for jer.
Det er så dejligt at se jer i dag, fordi det giver os i bestyrelsen og sekretariatet mulighed for at dele de detaljer med jer, som vi til dagligt har hænderne godt nede i. Alle de der måske lidt kedelige ting som årsregnskaber, vedtægter og lovkrav, som I ikke skal bekymre jer om til dagligt, men som vi kan dele her årligt, så vi er sikre på, at vi styrer foreningen i den rigtige retning. Det er det, der danner rammerne for, at vi kan stå her i dag, danner de professionelle rammer, der gør, at vi kan leve af at være skabende og blive ved med at skabe.
For der er ikke noget, der kan slukke for musikken. Coronaen kan ikke slå musikken ihjel, musikken har aldrig været vigtigere, end den er nu. Derfor har jeg en bøn til jer: Bliv ved med at skabe, bliv ved med at skrive, bliv ved med at spille.
Tusind TAK.
Anna Lidell, forkvinde for DJBFA